Kommunaldirektør undskylder forvirring om lukning af børnehave

Langelands kommunaldirektør beklager nu den forvirring, der har været om lukningen af Børnehaven i Rudkøbing.

Total forvirring. 

Sådan kan lukningen af Børnehaven Pyramiden i Rudkøbing på Langeland vel bedst beskrives.

Forældre til børn i børnehaven vidste ikke, at Pyramiden skulle lukke. Og lokalpolitikerne er uenige om, hvorvidt de rent faktisk har besluttet at lukke børnehaven.

Nu beklager kommunens kommunaldirektør Benny Balsgaard forvirringen.

- Jeg kan godt forstå, at det her skaber forvirring. Det skyldes alene administrative fejl, som jeg tager det fulde ansvar for. Det er klart, at jeg selvfølgelig vil forsøge at undgå, at det sker igen, siger Benny Balsgaard.

Hos forældrene, der sidder i forældrerådet i Børnehaven Pyramiden, er der også frustrationer over de fejl kommunen har lavet. 

- Forløbet fra at det bliver lagt ud som, at vi skal have en undersøgelse i gang, og så er det pludselig besluttet, uden at der har været høring eller vi ved noget om det - og uden, at politikerne nærmest ved, hvad det er, de har besluttet, siger Sabina Lundegaard, som sidder i forældrerådet i Børnehaven Pyramiden. 

Besluttet eller ej?

Den administrative fejl, som kommunaldirektøren beklager, skal findes i de budgetforhandlinger, som politikerne har haft. 

18. september 2018 indgår kommunalbestyrelsen budgetforlig. Det er på dette møde, politikerne beslutter at flytte Børnehaven Pyramiden til en af Rudkøbings andre institutioner, Børnehaven Vejlen. 

Tre uger senere, den 8. oktober ved 2. behandlingen af budgettet for 2019, står der på dagsordenen, at det skal undersøges, hvorvidt det er muligt at flytte Børnehaven Pyramiden til Vejlen og dermed opnå besparelse.

Derudover sætter administrationen også Børnehaven Pyramiden på dagsordenen til et møde i Lærings-, Social, og Kulturudvalget 23. oktober. 

Administrationen sætter altså Børnehaven Pyramiden på dagsordenen to gange, efter det allerede er besluttet at flytte Pyramiden til Vejlen.

Og det er her, fejlen ifølge Benny Balsgaard opstår.

- I 2. behandlingen af budgettet skulle der i forbindelse med Pyramiden blot være konstateret, at flytning skulle gennemføres. Og så skulle punktet til Lærings, - Social og Kulturudvalget om Pyramiden ikke have været på dagsordenen – netop fordi det politisk allerede var besluttet at flytte Pyramiden, udtaler Benny Balsgaard, kommunaldirektør i Langeland Kommune.

Oversigt

    Oversigt