I det fynske folks tjeneste

Kommunale dagplejere i Nyborg mister jobbet

18 dagplejere i Nyborg Kommune mister snart deres arbejde. Der er for få børn i kommunen, lyder forklaring fra kommunens børnechef.

18 kommunale dagplejere står til at miste deres job indenfor et halvt år. Faldende børnetal og flere vuggestuer er årsagen.

Nyborg Kommune er nødt til at afskedige de kommunale dagplejere. Der er for få børn at passe til at opretholde stillingerne, lyder forklaringen fra kommunen.

- Der er et faldende børnetal, og det er vi nødt til at forholde os til. Samtidig er der lavet nogle strukturændringer i kommunen, hvilket betyder, at der kommet flere vuggestuepladser, så vi bliver nødt til at tilpasse kapaciteten af kommunale dagplejere, siger børnechef i Nyborg Kommune Torben Rosbach.

Der er på nuværende tidspunkt 136 kommunale dagplejere i Nyborg, og det er for mange, når kommunens egen befolkningsprognose varsler yderligere fald i befolkningstilvæksten i årene 2014 - 2025.

Stadig alvorligt

Fællestillidsrepræsentanten for de kommunale dagplejere i Nyborg Kirsten Pedersen erkender, at det er den vej, det må gå.

Opsigelsesvarslet er i høring nu, og her kan dagplejerne gøre indsigelse, men der er ikke udsigt til, at de kommunale dagplejere går på barrikaderne på grund af de varslede fyringer.

- Der er faldende børnetal i kommunen, og vi har tomme pladser, så det er desværre virkeligheden, siger Kirsten Pedersen, og fortsætter:

- Men det er stadig alvorligt for de dagplejere, det går ud over. Husk på, det er deres eksistensgrundlag, der nu forsvinder. Og når der er tale om arbejde i eget hjem, så er det ikke noget du går hjem fra og bare glemmer. Dit arbejde sidder ligesom i væggene, siger hun.

Opsigelserne vil komme den 31. januar, og derefter har dagplejerne et halvt år.

Ved du noget? Så send os et tip