Kommune erkender at have tilbageholdt oplysninger for TV 2/Fyn

Kommunaldirektør i Nordfyns Kommune forklarer, at kommunen har begået fejl i sagen om nepotisme, der onsdag endte med, at to chefer blev fritstillet.

I løbet af den seneste uges tid har TV 2/Fyn afsløret flere historier om, hvordan en kvindelig centerleder i Nordfyns Kommune og hendes mand i Kerteminde Kommune ulovligt købte kurser af centerlederens søster, Tina Bue Frandsen.

I den forbindelse har TV 2/Fyn søgt aktindsigt hos både Nordfyns Kommune og Kerteminde Kommune.

Nordfyns Kommune oplyste, at der ikke lå nogen skriftlig korrespondance, der kunne udleveres mellem de involverede parter. 

quote Der er begået en fejl

Morten V. Pedersen

“Da der ikke foreligger nogen skriftlig korrespondance (...), er det ikke muligt at give jer aktindsigt heri”, lød det i svaret fra Nordfyns Kommune til TV 2/Fyn.

Ud fra oplysningerne fra Kerteminde Kommune kunne TV 2/Fyn dog konstatere, at det ikke kunne være korrekt. Her fremgår den skriftlige korrespondance mellem de involverede parter. 

Kommunaldirektør erkender fejl

Kommunaldirektøren i Nordfyns Kommune, Morten V. Pedersen, erkender, at kommunen har begået en fejl og tilbageholdt oplysninger i sagen, der onsdag resulterede i, at to chefer i Nordfyns Kommune er blevet fritaget fra tjeneste med øjeblikkelig virkning.  

- Der er begået en fejl. Der er i hvert fald noget i vores procedurer, som vi vil kigge efter og se, hvad årsagen er til, at I ikke får den korrespondance, der ligger, siger Morten V. Pedersen til TV 2/Fyn.

Han forsikrer, at TV 2/Fyn burde have fået oplysninger udleveret.

- Mailkorrespondancer, der relaterer sig til en sag, er også omfattet af aktindsigt, så det skal ligge på sagen. I det tilfælde, hvor der ikke er oprettet en sag, hvor vi taler faktisk forvaltningsvirksomhed, er korrespondancen om mailkorrespondancen også omfattet af en aktindsigt, så den skulle I have haft, forklarer Morten V. Pedersen.

Fik ikke alle mails - heller ikke i anden omgang

TV 2/Fyn søgte aktindsigt i nepotismesagen ad to gange omgange. I anden omgang fik TV 2/Fyn udleveret mailkorrespondance mellem de involverede parter i sagen.

Det var dog ikke alle mails i sagen, der blev udleveret.

quote Hvis pressen skal efterspørge to gange, har vi ikke gjort vores arbejde grundigt nok

Morten V. Pedersen

- Hvis pressen skal efterspørge to gange, har vi ikke gjort vores arbejde grundigt nok i første omgang, så det er én af de procedurer, vi skal efterprøve, siger kommunaldirektøren.

Centerleder udvalgte selv sine mails til aktindsigt

Ifølge kommunens jurist er det de pågældende medarbejdere, heriblandt centerlederen, der er blevet bedt om at finde de mails, TV 2/Fyn har bedt om aktindsigt i.

Det skyldes, at mailkorrespondancen ikke ligger i en journalført sag. Derfor beder juristen den pågældende medarbejder om selv at sende korrespondancen, og det bliver ikke nødvendigvis undersøgt, hvorvidt medarbejderen sender alle mails. 

Det ser kommunaldirektøren dog ikke noget problem i.

- Hvis det er en mailkorrespondance, der ligger på den enkelte medarbejderes eller leders mail, er vi nødt til at anmode den pågældende om at få adgang eller tilsendt de mails. Det ser jeg ingen problemstillinger i, siger Morten V. Pedersen.

Risikerer man ikke, at de selv vælger, hvad de vil sende videre?

- Arh, der må vi have tillid til, at når man er ansat i den offentlige sektor, er man omfattet af god adfærd og god forvaltningsskik, og så gør man selvfølgelig det, fortæller kommunaldirektøren.

Nordfyns Kommune er i gang med at undersøge, om der er nogle procedurer og arbejdsgange, den skal have ændret. 

 
 
Foto: Sune Jørgensen & Louise Ravn

 

Oversigt

    Oversigt