Kommune frygter regning for dagpengereform

Hvis dagpengeperioden afkortes, så vil flere ende på sygedagpenge, viser et notat fra Odense. Socialdemokraterne vil afkræve beskæftigelsesministeren et svar.

Udsigten til kortere tid på dagpenge vil få nogle ledige til at melde sig syge, når dagpengeperioden udløber. Og dermed vil presse både sygedagpengesystemet og kommunekasserne.

Det vurderer den socialdemokratiske rådmand i Odense, Peter Rahbæk Juel, på baggrund af et notat fra kommunens jobcenter.

- Vi forventer en ekstra udgift på 9,8 millioner kroner på det område, hvis forslaget bliver vedtaget i sin nuværende form, siger han.

Og det vil koste andre steder i kommunen, mener han.

- Efter kommuneaftalen med regeringen om næste års økonomi er der ikke mange ledige millioner. Så det vil kunne mærkes andre steder, siger han og fortsætter:

- Det ville klæde regeringen at give en kompensation til kommunerne for det her.

Kommunen vurderer, at 273 ledige ville falde for toårsgrænsen, hvis den gjaldt i dag. Ud af dem er cirka halvdelen såkaldte svage ledige, der slås med andre ting end blot ledighed - og de vil med stor sandsynlighed ende på sygedagpenge. Og sygedagpenge ender efter en periode som en kommunal udgift.

Socialdemokraternes gruppeformand på Christiansborg, Carsten Hansen, vil tage problemet op med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

- Jeg tror, at der er en masse utilsigtede virkninger ved dagpengeændringen. Og jeg tror ikke, at regeringen har haft det her inde i sin optik, siger han.

Samtidig mener han, at det sagtens kan være et reelt problem og ikke nødvendigvis misbrug af de offentlige kasser, hvis ledige melder sig syge for ikke at miste dagpengene:

- Nogen vil melde sig syge for ikke at skulle gå fra hus og hjem. Og nogen vil reelt være syge. Det kan jo også være stress og lignende i sådan en situation, siger han.

Socialdemokraterne vurderer, at problemet kan koste kommunerne et trecifret millionbeløb på landsplan.

Oversigt

    Oversigt