Kommune lukker succesprojekt for sårbare piger

Odense Kommunes eneste undervisningstilbud til særligt sårbare piger forsvinder. Der er ikke piger nok, så nu skal pigerne fremover tilbringe hverdagen sammen med utilpassede drenge. Tåbeligt, lyder kritikken.

Selvmord og seksuelle overgreb

"Tidslerne" er det eneste rene pigetilbud i Odense til særligt sårbare piger, som har problemer med selvmordsforsøg, seksuelle overgreb og spiseforstyrrelser. Men nu vil kommunen lukke tilbudet og istedet sætte pigerne sammen med drenge fra et andet kommunalt tilbud.

- Det er totalt tåbeligt, lyder det fra Kirsten Buse, der er mor til en af de syv piger, der dagligt får undervisning og samtaler i huset ved havnen.

- De har lavt selvværd. De trænger til en omsorg, hvor der kun er kvinder til stede. Hvis du ikke er så stærk i dig selv, så får du hurtigt selvtillid ved at spille op til drengene, fortæller Kirsten Buse, der ikke forstår, at kommunen bruger argumentet med, at der ikke er piger nok til projektet, der nu har kørt med succes i 20 år.

Tal stigende

- Alle tal stiger inden for denne aldersgruppe med hensyn til selvmordsforsøg og skader på sig selv, siger Kirsten Buse.

Det er et enigt Børn- og Ungeudvalget, der står bag beslutningen.

- Jeg kan godt forstå, at forældrene er bange for deres børn, men et visitationsudvalg viser, at pigerne har ikke behov for et rent pigeprojekt. Derfor lægger vi Tidslerne sammen med Jernalderbyens drenge, siger Vivi Kier (K) fra Børn- og Ungeudvalget.

Oversigt

    Oversigt