Kommune til Bødskov: Giv os mere politi i Vollsmose

De seneste ugers uroligheder i Vollsmose har fået Odense Kommune til at bede justitsministeren om hjælp.

Det kan ikke være rigtigt, at postvæsnet ikke tør bringe breve og pakker ud i Vollsmose, eller at politi og brandvæsen mødes af flaskekast og chikane i området.

Det mener Odense Kommune, som har henvendt sig til justitsminister Morten Bødskov (S) for øjeblikkeligt at få afsat ekstra mandskab til Fyns Politi, der kan få styr på de eskalerende uroligheder i Odense-bydelen.

- Tingene er ret kritiske lige nu. Vi anerkender Fyns Politis optrapning i området, men vi kan se, at der er så store kræfter på spil, at det er vigtigt, at vi har ministeriet bag os i et langt, sejt træk for at få knækket udviklingen, siger rådmand Peter Rahbæk Juel (S) fra Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Han har fredag sendt et brev til justitsministeren i håb at få et løfte om, at politiet kan være massivt til stede i Vollsmose, så længe det er påkrævet.

- Det er op imod 150 mand, politiet er oppe imod i området, og det er omfattende. Det her er et kald om, at tingene accelererer nu. Vi håber, ministeren vil følge den linje, han har lagt, og sikre, at politiet kan tage den her kamp. Om den tager en uge, en måned eller nogle år, siger rådmanden.

- Vi vil ikke lade banditterne sætte dagsordenen.

Peter Rahbæk Juel anerkender, at det er sparetider, men han tvivler på, at man har råd til ikke at slå hårdt ned over for de kriminelle i Vollsmose.

- Lige nu er der en relativt lille gruppe af hårde kriminelle, som sætter dagsordenen i området. Så længe de bliver ved med det, så forpester de tilværelsen for alle de andre og er rigtig dårlige forbilleder for den næste generation af unge.

- Kommunen er også en del af det her, og vi er i gang med at samle en enhed, der alene skal arbejde med de her kriminelle, fortæller Peter Rahbæk Juel.

Oversigt

    Oversigt