Kommunekemi skifter navn

Kommunekemi i Nyborg skiftede mandag navn og hedder nu Nord A/S. Samtidig varsler virksomheden om flere opkøb af beslægtede virksomheder.

Kommunekemi blev i 2009 solgt af de danske kommuner til kapitalfonden EQT, men først mandag blev det gamle navn erstattet med Nord A/S, skriver Børsen.

Efter overtagelsen har virksomheden gennemgået en række processer for at øge produktiviteten i Nyborg, og er nu klar til at ekspandere gennem opkøb af beslægtede virksomheder.

Gennem EQT har Nord A/S gode muligheder for at rejse kapital til opkøb, oplyser administrerende direktør, Carsten Fich.

Søger nye nicher

Første opkøb er faktisk sket tidligere i 2012, da Nord A/S købte den underskudsgivende virksomhed H2O Liquid Waste.

Den har speciale i at behandle olieforurenet spildevand - en niche, Nord ikke hidtil har kunnet klare.

Nords hovedforretning i Nyborg består i at afbrænde farligt affald ved ekstremt høje temperaturer.

Men markedet for farligt affald er meget større. Blandt andet ser Nord A/S muligheder indenfor offshore-området.

Boreplatformene i Nordsøen har brug for at få renset store mængder olieboremudder, som H2O Liquid Waste kan hjælpe med, og det vil også være tilgangen ved andre opkøb, skriver Børsen.

Oversigt

    Oversigt