Kommuner ignorerer nødråb fra børn

Børn i nød og med akut behov for hjælp skal ikke regne med, at deres kommune kommer dem til undsætning, selv om de beder om hjælp. Det viser en test.

En test af kommunernes reaktionstid, som en borger på Fyn har foretaget, og som Fyens Stiftstidende har fået fuld adgang til, viser, at 18 ud af 98 kommuner på landsplan ikke reagerer, når et barn beder om hjælp i en e-mail.

I e-mailen, som blev sendt til kommunernes hovedpostadresse mandag den 11. maj i tidsrummet 12.30 til 16.00, efterlyser en "Lars Jensen" nummeret til Børnetelefonen, fordi hans mor drikker og slår ham.

Børnetelefonen er en anonym rådgivning drevet af Børns Vilkår, hvor udsatte børn kan søge vejledning. Kerteminde Kommune reagerede som den første efter få minutter og svarede på "Lars Jensens" spørgsmål.

I op til 10 dage efter landede kommunernes svar i en lind strøm i "Lars Jensens" e-mailboks, men i skrivende stund har 18 kommuner herunder Svendborg og Ærø Kommuner endnu ikke ulejliget sig med at finde det efterlyste telefonnummer - et oplysning, det tog avisen fem sekunder at finde på internettet.

Lars Erik Hornemann (V), borgmester i Svendborg Kommune, som endnu ikke har reageret på e-mailen, er rystet over kommunens
nøl.

- Der er ingen undskyldninger, og sagen her vil blive taget op i direktionen med samme, så vi kan gå vores beredskab efter i
sømmene, siger han.

Ole Wej Petersen (S), formand for Børn- og Ungeudvalget i Ærø Kommune er heller ikke stolt.

- Sådan en mail skal besvares senest dagen efter, vi modtager den. Jeg håber, vi kan finde en fornuftig forklaring på svigtet, for det her er ikke godt nok, siger udvalgsformanden.

Oversigt

    Oversigt