I det fynske folks tjeneste

Kommuner nøler med nye asylpladser

00:49

De fynske kommuner står ikke i kø for at tilbyde pladser til asylansøgere.

1 af 2

De fynske kommuner står ikke i kø for at tilbyde pladser til asylansøgere.

Den eneste kommune på Fyn, der i dag huser asylcentre, er Langeland. Samtidig er der et stærkt stigende og akut behov for flere pladser.

Derfor er Udlændingestyrelsen i gang med at kontakte kommunerne for at høre om mulighederne for at oprette flere asylcentre.

Samtidig tilbyder Langeland Kommune nu de andre fynske kommune et samarbejde, hvor Langeland står for opstarten af nye asylcentre.

Men en rundringning, som TV2/Fyn i dag har foretaget, viser, at kommunerne ikke ligefrem står på spring med at oprette nye asylcentre.

Mangler egnede tomme kommunale bygninger

Vi har i dag været i kontakt med 6 ud af de 9 fynske kommuner, der i dag ikke har asylcentre. Og meldingen er stort set enslydende.

- Vi har ikke egnede tomme kommunale bygninger, lyder det fra borgmester Søren Steen Andersen, Venstre, i Assens.

- Udlændingestyrelsen har kontaktet os, for at høre om nogle konkrete tomme bygninger var omfattet af en lokalplan, der gjorde det muligt, at huse et asylcenter, men det var de ikke, fortæller borgmester Kenneth Muhs, Nyborg, Venstre.

- Vi har været i en ganske kort snak med udlændingestyrelsen om det. Om nedlagte sygehuse, skoler og lignende. Men vi har ikke noget, der kan huse 80-100 asylansøgere på kort tid. Vi har Bogense Sygehus - det kunne godt være et sted, men det kan ikke være klar på så kort tid. Så har vi ikke andet at byde ind med, siger Nordfyns borgmester Morten Andersen, Venstre. Der var aftalt et møde med Udlændingestyrelsen, men der er nu aflyst.

- Jeg skal diskutere med kommunaldirektøren, hvad vi har af ledige kommunale bygninger, der kan bruges. Men det kræver, at vi har nogle gode faciliteter til det, siger Kertemindes borgmester Hans Luunbjerg, Venstre.

- Vi har ikke lukket store skoler, og har heller ikke tomme bygninger stående. Dem har vi fået solgt, så jeg har meget svært ved at se, hvor det skulle være, siger Steen Vinderslev, Kommunaldirektør i Middelfart Kommune.

Ærø Kommune har tidligere været i tætte forhandlinger med Udlændingestyrelsen og Langeland Kommune om et asylcenter. Men da behovet for pladser sidste år faldt, blev projektet sat i stå.

Men Ærøs borgmester Jørgen Otto Jørgensen, Soc.dem., siger til TV2/Fyn, at de er klar til at genoplive planerne.

Ved du noget? Så send os et tip