I det fynske folks tjeneste

Kommuner sætter tal på fattige

Det er uvist, hvor mange fattige der lever i Danmark. Regeringen afviser at sætte en fattigdomsgrænse. København og Odense kender som de første deres fattige.

Hvornår er man fattig. Er det, når der ikke er frisk frugt derhjemme, eller når tandlægebesøget aflyses gang på gang.

Mens regeringen afviser at sætte en fattigdomsgrænse, har København og Odense kommuner som de første undersøgt antallet af fattige.

I København viste en undersøgelse tidligere på året, at det drejer sig om 66.000 borgere eller hver sjette indbygger. I Odense viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet, at 6621 personer må leve for halvdelen af middelindkomsten. Det svarer til 6079 kroner om måneden efter skat. Et beløb, der skal dække både de faste udgifter og forbrug.

Ifølge socialrådmand Erik Simonsen (LA) er det ikke alene manglen på penge, der bekymrer de fattige, men ligeså meget følelsen af at være udenfor.

- De føler, at de er blevet kørt ud på et sidespor. De har svært ved at læse de breve, som de modtager fra kommunen, og er nervøse for at henvende sig, siger Erik Simonsen.

Kirkens Korshær er i dag værter ved en konference om en fattigdomsgrænse.