I det fynske folks tjeneste

Kompan runder milliardomsætning

Legeredskabs-producenten Kompan kom ud af 2007 med en salgsfremgang på 11 procent, så virksomheden for første gang rundede en milliard-omsætning.

Resultatet af primær drift (EBIT) steg med 18 procent til 131 millioner kroner, og resultat efter skat steg med 11 procent til 61 millioner kroner, fremgår det af årsregnskabet for 2007, der offentliggøres i dag.
 
- Vi er populært sagt vokset både på toplinjen og bundlinjen. At det så tilmed er sket i et år, hvor vi har flyttet hele vores produktion til Tjekkiet og har arbejdet med at få integreret svenske Slottsbro, som vi købte midt i året, det er jeg faktisk ret stolt af, siger Kompans administrerende direktør Carl Henrik Jeppesen i en meddelelse.

Efter 7 år som topchef i selskabet, har Carl Henrik Jeppesen netop besluttet, at det er på tide at give stafetten videre. Som ny administrerende direktør har bestyrelsen udpeget Connie Astrup-Larsen, der tager over i løbet af sommeren.
 
For Kompan har især fremgangen i Asien og Stillehavs-regionen været stor. Her er omsætningsvæksten på næsten 20 procent i 2007, mens det europæiske hovedmarked er vokset med 12 procent. Det nordamerikanske marked er vokset med 12 procent målt i USD, men på grund af det kraftige fald i dollar-kursen er væksten i danske kroner kun på 2 procent.

KOMPAN runder milliardomsætning

· Omsætningsvækst på 11 procent til 1.087 mio. kr. på trods af negativ valuta påvirkning
· Resultat af primær drift før amortiseringer (EBITA) udgjorde 139 mio. kr. (stigning på 16 procent)
· Resultat af primær drift (EBIT) udgjorde 131 mio. kr. (stigning på 18 procent)
· Resultat efter renter og skat udgjorde 61 mio. kr. (stigning på 11 procent)
· Fortsat positiv udvikling i 2008 med omsætningsvækst og stigende markedsandele