I det fynske folks tjeneste

Koncertarrangør kræver erstatning

Arrangørerne af julekoncert i Assens har travlt med at flytte fra Arena Assens til den gamle Assenshal

Flytningen af julekoncert fra Arena Assens til den gamle Assenshal koster arrangøren 50.000 kroner. De vil kræve erstatning fra nedbrydningsfirma og ejeren af siloen, der er skyld i flytningen.

Assens Harmoniorkesters julekoncert med en række kendte navne er flyttet fra Arena Assens af sikkerhedsårsager.

Det skyldes at en sprængning af en sukkersilo på den tidligere Assens Sukkerfabrik mislykkedes, tirsdag, og man frygter at den kan styrte sammen ukontrolleret.

Bryggeriet Vestfyn har lånt den gamle Assenshal til Assens Harmoniorkester. Men det har været nødvendigt både at anskaffe en scene og 700 stole i huj og hast inden koncerten onsdag aften.

Det koster koncertarrangøren 50.000 kroner.

De penge vil Assens Harmoniorkester kræve betalt af Nordic Sugar, som ejer siloen, og nedbrydningsfirmaet Preben Hockerup A/S, oplyser orkestrets formand, Jørgen Kock.

Ved du noget? Så send os et tip