Kondomkampagne hitter i Region Syddanmark

Antallet af unge, der smittes af klamydia, er faldende, men kondombrug er stadig et tabu. Region Syddanmark bakker op om kampagnen "Kun med Kondom", som kommer til Fyn de næste uger.

I uge 37 og 38 vil den årlige Kun med Kondom-kampagne indtage landet, og her har rekord mange skoler, virksomheder og kommuner valgt at deltage. Med forskellige aktiviteter som seksualundervisning, fredagsbare med Kun med Kondom-tema og udstillinger på biblioteker ønsker deltageren i kampagnen at aftabuisere emnet og sætte fokus på vigtigheden af at bruge kondom.

Mere end hver fjerde ung på 25 år har haft en sexsygdom, og her er især klamydia er stærkt udbredt.

- Du kan ikke se, om den nye sexpartner har klamydia. Vedkommende ved det måske heller ikke selv. Derfor skal du bruge kondom og beskytte dig, siger Søren Ingemann Zinck, projekt­leder i Sex & Samfund.

Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at antallet af klamydiasmittede falder for tredje år i træk.

- Men der er stadig for mange smittede. Vi kan også se, at der er dobbelt så mange piger som drenge, der synes, at det er så svært at foreslå kondombrug, at forespørgslen udebliver. Det tyder på, at der er behov for at aftabuisere kondombrug og slå fast, at kondom er en almindelig del af et ungdomsliv, uanset om man er en ung kvinde eller mand, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

Med hele 1000 lokale deltagere landet over slår Kun med Kondom alle rekorder. Lokale virksomheder, nærbutiks­kæden 7-Eleven, tøjkæden !Solid, Apotekernes a.m.b.a., rejse­arrangøren Danski og 91 kommuner står klar til at møde de unge i deres hverdag på skoler, butikker, diskoteker, biblioteker og fitnesscentre.

Som noget nyt vil de såkaldte RubberCops, unge frivillige, der deler kondomer ud i eget netværk, også deltage i kampagnen for at sikre de unge og aftabuisere brugen af kondom.

Se kampagnen på Facebook

Antal klamydiasmittede

Oversigt

    Oversigt