Konfirmander tjener kassen

Henover weekenden er hundreder af fynske teenagere blevet konfirmeret. Med konfirmationen følger i dag ofte også store summer penge og ekstravagante oplevelser.

For forældre sender i dag deres børn i luften med helikoptere eller ud på køreture i limousiner, når børnene er blevet konfirmeret. Den gyldne gaveregn er så enorm, at en dansk konfirmand i gennemsnit bliver beriget med gaver og kontanter for omkring 27.000 kroner. Det viser en undersøgelse, som Nordea lavede sidste år.

Og en dansk familie bruger i gennemsnit cirka 30.000 kroner på alt omkring konfirmationen - lige fra selve festen til tøj til en gave til konfirmanden.

- Det er blevet lidt af en uheldig cirkel. Det her med bruge så mange penge skaber en forventning til forældre og familie om, at man skal bruge så mange penge, siger forbrugsforsker Jon Fuglsang fra Professionshøjskolen Metropol til TV 2/FYN.

Fart på drengen

Fynske udlejere af sportsvogne som Lamborghini eller Ferrari fortæller, at de har fået markant flere ture med konfirmander. Sådan en tur koster typisk 3500 kroner.

TV 2/FYN har talt også med to fynske limousine-firmaer, der begge fortæller, at de i de seneste år har oplevet en stor stigning i antallet af fynske konfirmander, de skal på limousine-tur efter konfirmationen i kirken.

Som noget nyt giver nogle forældre deres børn en tur i helikopter i konfirmationsgave.

Men langt fra alle kan følge med i racet om den perfekte konfirmation.

Hos de odenseanske afdelinger af Frelsens Hær og Dansk Folkehjælp fortæller de, at de for bare få år siden aldrig havde oplevet at få henvendelser fra forældre, der havde brug for økonomisk støtte til at betale for konfirmationen. I år har begge velgørenhedsafdelinger fået adskillige henvendelser.

- Folk skriver i deres ansøgninger, at de ikke har råd, men at de gerne vil give deres barn den perfekte konfirmation, siger Kirsten Lindstrøm, der er formand for Dansk Folkehjælp i Odense.

SE MERE PÅ TV 2/FYN MANDAG KLOKKEN 19.30.

Oversigt

    Oversigt