I det fynske folks tjeneste

Konflikt dyr for pædagogerne

De 13 dages strejke bliver en dyr affære for pædagoger og pædagogmedhjælpere i Odense. Mere end 38 millioner kroner, som de har mistet i løn og skal betale i bod. Det svarer til knap 17.000 pr. næse.

-

De 13 dages strejke bliver en dyr affære for pædagoger og pædagogmedhjælpere i Odense. Mere end 38 millioner kroner, som de har mistet i løn og skal betale i bod. Det svarer til knap 17.000 pr. næse.

Den helt nøjagtige regning kan først præsenteres, når Odense Kommune laver en detaljeret opgørelse. Blandt andet er det ikke alle pædagoger, der har strejket, og derfor ikke tæller med.

Men en foreløbig udregning kunne se sådan ud:
Der er 2300 fuldtidsansatte pædagoger og -medhjælpere i Odense Kommune. De mister ca. 120 kroner i timen i 13 dage.

Regnestykket bliver så: 2300 X 120 X 7,4 (timer) X 13 (dage) = 26.551.200 kroner.

Hertil kommer, at de skal betale bod, fordi strejken var overenskomststridig. Boden er på 70 kroner i timen. Den blev først idømt efter tre dage og skal kun betales i 10 dage. Regnestykket bliver så sådan:
2300 X 70 X 7,4 X 10 = 11.914.000.

Alt i alt løber regningen op i 38.465.200 kroner - svarende til 16.724 kroner pr. pædagog og - medhjælper.

Indsamlinger og lån
Indtil nu har de strejkende indsamlet ca. 300.000 kroner fra sponsorer, salg af T-shirts og andet. Fredag er der støtte-marked på Flakhaven og lørdag aften en stor støttefest i Skibhus 17:48.

Det er dog tvivlsomt om det på den måde lykkes at indsamle så store beløb.

Formanden for pædagogernes fagforening, BUPL, Lisbeth Schmidt Jespersen, siger da også, at flere medlemmer har optaget lån for at finansiere strejken, og at den bliver at mærke på manges privatøkonomi et stykke frem i tiden.

Derimod har Odense Kommune sparet de knap 40 millioner kroner. Hvad der skal ske med dem, er endnu uvist.

Ved du noget? Så send os et tip