Konflikten nærmer sig: Disse fynske skoler er udtaget til strejke

Tirsdag har Danmarks Lærerforening og BUPL udsendt liste over de skoler, der er udtaget til strejke 4. april. Lærere på fire fynske skoler skal nedlægge arbejdet, hvis det ender i konflikt.

Ender overenskomstforhandlingerne mellem offentligt ansatte og arbejdsgiverne i konflikt, vil nogle forældre med skolebørn i Nyborg Kommune stå foran lukkede skoler den 4. april.

Tirsdag morgen offentliggjorde Danmarks Lærerforening og BUPL - Børne- og Ungdomspædagagogernes Landsforbund - et massivt strjkevarsel. Det involerer i alt 10.900 lærere og pædagoger og kan ramme op til 100.000 børns dagligdag i skoler, daginstitutioner og fritidsinstitutioner. 

Det er de uenige om

På Fyn er fire skoler i Nyborg Kommune udtaget til strejke. Det drejer sig om 4kløverskolen, Birkhovedskolen, Danehofskolen og Vibeskolen. I alt kan 143 lærere ende i strejke. 

- At udtage medlemmer til en konflikt er et alvorligt skridt. Men vi står også i en yderst alvorlig situation. Vi ønsker at få arbejdsgiverne til at lave en overenskomstaftale med os, så folkeskolen kan få en ny start, og så vi igen kommer ind på samarbejdssporet, siger formand for Overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen til TV 2.

Frygter konflikt

På Sydfyn havde Øhavets Lærerkreds forberedt sig på konflikt og strejke. Det ser nu ud til, at lærerne her kan fortsætte undervisningen. Det gør deres kolleger i Nyborg til gengæld ikke. 

Lærer Thomas Bjørn Henriksen krydser som sine kolleger fingre for, at strejken ikke bliver en realitet, og han tror på, at det ikke kommer så vidt, at tusindvis af eksamener og undevisningstimer kommer i fare, fordi lærerne ikke går på arbejde. 

- Jeg er næsten overbevist om, at der dukker noget fornuft op hos arbejdsgiverne, så der kommer en god aftale, siger Thomas Bjørn Henriksen.

Hans kollega Anne-Sophie Askjær frygter dog, at det ikke er tilfældet.

Lærere i Øhavets Lærerkreds frygter en kommende konflikt.
Fotograf: Pernille Gram

- Jeg tror simpelthen ikke på andet, end at vi får en konflikt. Jeg synes, det er rigtig trist, fordi der dybest set ikke er nogen, der har gavn af den, siger Anne-Sophie Askjær.

Danmarks Lærerforening og BUPL har udpeget i alt 168 folkeskoler i 12 kommuner. 

Bliver strejken en realitet, svarer arbejdsgiverne igen med en såkaldt lockout, der rammer alle offentligt ansatte. I så fald kan ingen lærere undervise, mens det står på.

40 pædagoger strejker

Foruden lærerne har BUPL også udpeget cirka 40 pædagoger og pædagogiske ledere i Nyborg, der skal strejke, hvis det ikke lykkes Forligsinstitutionen at få parterne til at genoptage forhandlingerne.

- 40 fynske pædagoger lyder måske ikke af mange, men det er vigtigt at huske, at det ikke kun BUPL’s konflikt. Vi er med i en landsdækkende konflikt, hvor vi har udvalgt arbejdspladser bredt på tværs af fagområder, stat, regioner og kommuner. 40 pædagoger på skole-, SFO- og klubområdet i Nyborg er én del af en stærk markering på vores område, siger formand for BUPL, Rikke Hunsdahl.

På landsplan har BUPL udtaget i alt 5.000 pædagoger.

Følgende sfo’er og klubber er omfattet af konflikten i Nyborg: Klub Aunslev, Klub Frørup, Klub Nyborg, og Klub Ullerslev.

Oversigt

    Oversigt