Kongen af krybdyr til Vissenbjerg

Verdens største øgle kom lørdag til Terrariet i Vissenbjerg. Komodoveranen bliver betragtet som kongen af krybdyr og kan blive over tre meter lang.

- Det er det største jeg har oplevet i min karriere. Det svarer til at en zoo får en panda, når vi får to unge komodoveraner her i Vissenbjerg, siger Jonas Caspersen, der er dyrepasser i Terrariet i Vissenbjerg.

De to unge komodoveraner kommer fra en zoologisk have i Barcelona og ankom til Fyn tidligt lørdag morgen.

- Vi har kæmpet længe for at få disse fantastiske dyr. vi har lavet en formel ansøgning, og jeg tror, at vi er blevet udvalgt på grund af vores lange erfaring med krybdyr, siger Morten Jørgensen, der er direktør i Terrariet.

Komodoveranen lever på øen Komodo og de omkringliggende øer i Indonesien. Som fuldvoksen bliver den over tre meter lang og får en vægt på 60-70 kilo. Den er jæger og lever af alt slags kød - blandt andet spiser den både æg, mindre øgler, fugle og alle slags dyr.

De to komodoveraner i Vissenbjerg er kun unger og indtil videre omkring én meter lange.

- Jeg synes, at det er et utroligt smukt dyr, og når man kigger den dybt i øjnene, kan man se, at der sker noget inde bag i, siger Jonas Caspersen.

Oversigt

    Oversigt