I det fynske folks tjeneste

Konkurrence om at tegne veteranhjem

Tre arkitektfirmaer fra Odense skal konkurrere om at stå bag udformningen af det kommende veteranhjem i byen.

Veteranhjemmet i Odense skal etableres som et nybyggeri, og for at sikre de ideelle rammer og at huset rummer alle nødvendige funktioner, har kommunen indbudt tre lokale arkitektfirmaer til en idékonkurrence.

- Veteranhjemmet skal rumme to meget forskellige funktioner. Det skal både være midlertidigt hjem for traumatiserede veteraner, der har brug for absolut ro og privatliv, og samtidig være et naturligt samlingssted for andre veteraner og deres pårørende, forklarer rådmand Steen Møller.

Nu skal de tre firmaer Creo Arkitekter, Isager Arkitekter og Johannesen Architects så komme med deres bud på hvordan en bygning med plads til det hele kunne se ud. Byggeriet af soldaterhjemmet skal gå i gang til september og forventes at koste 8 mio. kroner.