I det fynske folks tjeneste

Konservativ: Venstre misbruger cityforeningen

01:42

1 af 2

Venstre i Odense bliver beskyldt for at skubbe byens butikker foran sig i partiets kamp mod lukningen af Thomas B. Thrigesgade.

Venstre har indkaldt til borgermøde tirsdag den 24. september om butikkernes fremtid i Odense efter lukningen af Thomas B. Thrigesgade. På partiets hjemmeside meddeler partiet, at der vil være repræsentanter fra Odense Cityforening til stede på mødet. Men det er ikke tilfældet.

- Jeg har set, at der står, at vi deltager. Det gør vi ikke, og det har vi meddelt Venstre for 6-7 uger siden. Odense Cityforening deltager principielt aldrig i politiske møder, fastslår citydirektør Peter Bøgeholm.

Et tidligere konservativt byrådsmedlem tror, at det er helt bevidst, at Venstre har skrevet Cityforeningen som deltager på mødet.

- Det er både latterligt og tragisk. Venstre har ikke argumenter mod en lukning, og så forsøger partiet med "vi er mange der er imod", og bruger både borgere og foreninger uanset hvad de mener om lukningen, lyder det Lasse Bork Schmidt, der er tidligere byrådsmedlem i Odense.

Hos Venstre afviser man, at partiet bevidst har forsøgt at misbruge Cityforeningen.

- Det er en fejl. Der møder et medlem op fra cityforeningen, men det er en fejl, at der står, at han repræsenterer Cityforeningen, siger Anette Thysen fra Venstre.

Men Lasse Bork tror ikke på at det er en fejl.

- Hvis det er en fejl, så har de lavet mange fejl i valgkampen. Det virker mere som en bevidst forsøg på at tage andre til indtægt for deres holdninger, siger det tidligere konservative byrådsmedlem.

Venstre har meddelt at fejlen nu vil blive rettet på hjemmesiden.

Se Venstres indkaldelse til borgermødet her

Ved du noget? Så send os et tip