I det fynske folks tjeneste

Konservative: Skriv dansk så alle fatter det!

Odense Kommune har et demokratisk problem, hvis ikke folk forstår de kommunale dagsordener og referater, siger byrådsmedlem Tommy Hummelmose (K)

Tommy Hummelmose har oplevet af punkter på dagsordenen har været umulige at forstå. Foto: Arkiv / Odense Byråd

For os handler det om, at det sprog, der beskriver beslutninger og information i dagsordener og referater ganske enkelt er blevet for kompleks

Tommy Hummelmose (K), medlem af Odense Byråd

Dagsordener og referater skal skrives i et sprog, der er til at forstå for alle.

Den konservative byrådsgruppe foreslår, at byrådet anmoder udvalget for borgerinddragelse om at finde frem til en løsning til forenkling af embedsmændenes sprog.

- Vi beder nu om at få sagen optaget på byrådets dagsorden så hurtigt som muligt. Vi må som by ikke acceptere, at det politiske sprog bliver så kompliceret, at det kræver en særlig uddannelsesbaggrund eller en særlig forhåndsviden at forstå de beslutninger, der træffes af byrådet, siger byrådsmedlem Tommy Hummelmose (K).

De Konservative mener, at det komplicerede embedsmandssprog udgør et demokratisk problem i kommunen, som i de her år gennemgår store forandringer i bestræbelserne på at løfte Odense til en dansk storby.

"Derfor er det afgørende, at de beslutninger, som skaber disse forandringer er gennemsigtige. Alle forslag og beslutninger skal skrives i et sprog, så vi ikke udelukker store befolkningsgrupper", skriver byrådsgruppen som begrundelse for at få sagen på  byrådets dagsorden.

- For os handler det om, at det sprog, der beskriver beslutninger og information i dagsordener og referater ganske enkelt er blevet for kompleks, siger Tommy Hummelmose (K).

Umuligt at forstå

Den konservative byrådsgruppe har tidligere kritiseret det snørklede og indviklede embedsmandssprog. Det skete på et byrådsmøde tidligere på sommeren. Her måtte Tommy Hummelmose åbent konstatere, at der var et punkt på dagsordenen, som han havde svært ved at forstå.

- Jeg må sige det lige ud: Da jeg læste sagen igennem, var der flere dele, som jeg ganske enkelt ikke forstod. Måske skal jeg på sprogskole i kommunalt forvaltningssprog, men jeg tror, jeg taler for andre i salen, sagde han dengang.

Tommy Hummelmose er gæst i tirsdagens udgave af programmet Til Sagen, hvor han diskuterer problemerne med det uforståelige forvaltningssprog med socialdemokraternes Tim Vermund. 

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har ikke ønsket at deltage i debatten. 

01:49

Tommy Hummelmose og Tim Vermund debatterede dagsordenssprog i tirsdagens udgave af Til Sagen.

Luk video