I det fynske folks tjeneste

Konstituering i Kerteminde: Det bli'r en ommer

Det nye byråd i Kerteminde konstituerer sig tirsdag eftermiddag. Men om en måned laver de det om igen.

Når det nye byråd i Kerteminde holder konstituerende møde tirsdag eftermiddag, bliver der nedsat syv udvalg og valgt 11 medlemmer til økonomiudvalget. 

Kun fem udvalg i aftalen 

Det sker på trods af, at der i konstitueringsaftalen står, at der fremover kun skal være fem faste udvalg og at økonomiudvalget skal bestå af syv medlemmer. Derfor laver de det hele om i begyndelsen af januar.

Læs også Kasper Olesen er Kertemindes nye borgmester

Vedtægterne skal laves om

For at ændre på antallet af udvalg og antallet af økonomiudvalgsmedlemmer, så kræver det en ændring af styrelsesvedtægten.

Styrelsesvedtægten er en slags aftale, hvor rammerne for en kommunalbestyrelses arbejde er beskrevet. Den er forskellig fra kommune til kommune og kommunalbestyrelsen beslutter, hvordan skal se ud.

Se STYRELSESVEDTÆGTEN for Kerteminde Kommune

Læs også Kerteminde-borgere til politikerne: - De skal tage sig sammen

Hvis styrelsesvedtægterne skal laves om, skal det ske ved to behandlinger i byrådet med mindst en uge imellem.

Det nye byråd laver det om

Hvis det er det 'gamle' byråd, der skal beslutte, at der skal laves om i styrelsesvedtægterne, så skal det besluttes før det konstituerende møde og det har de ikke nået i Kerteminde Kommune. 

Derfor er det det nye byråd, der skal beslutte at ændre vedtægterne og det kan først ske ved to møder i begyndelsen af januar.

Ændrer ikke borgmesterposten

Hele polemikken om konstitueringen ændrer ikke ved valget af borgmester og derfor bliver Kasper Olesen med stor sandsynlighed valgt til borgmester i dag.