Kontant straf til lastbilchauffør

En bøde på 46.000 kroner til kontant betaling, og 1½ år forbud mod at køre i Danmark, det var prisen for at køre ulovligt for en tysk lastbilchauffør.

Den tyske lastbil var onsdag aften årsag til en alvorlig ulykke på Ørbækvej i Gislev på Østfyn.

Klokken 19.53 var lastbilen ved at køre ud fra en sidevej, da ulykken skete. Lastbilen havde påmonteret en lang anhænger - en såkaldt dolly til transport af træstammer - og svingede derfor langsomt ud på Ørbækvej, da den blev påkørt af en personbil.

Personbilen kilede sig fast under dollyen. Men trods det alvorlige uheld, kom ingen personer til skade.

Der var ingen reflekser eller lys på siderne af dollyen.

Ingen tilladelse

Da politiet undersøgte den tyske lastbil og chauffør, viste det sig, at lastbilen ikke havde tilladelse til at køre med dollyen. Og at chaufføren havde overtrådt flere køre- og hviletidsbestemmelser.

Det tyske firma er kendt i flere politikredse for tilsvarende sager.

Lastbilen blev sat i "arrest" på en parkeringsplads hos en virksomhed i området, og politiet beholdt nøglerne. Politiet jurister skal nu finde ud af, hvor stor bøde chaufføren skal have.

Bøde på 46.000 kroner

Chaufføren har nu fået en bøde på 46.000 kroner, som hans firma allerede har betalt.

Og chaufføren har fået 1½ år ubetinget frakendelse af kørekortet - det vil i praksis sige, at han de næste 1½ år ikke må køre lastbil i Danmark.

Sagen er derudover også videregivet til det tyske politi.

Oversigt

    Oversigt