Kontroversiel digter blev beskyttet af 200 betjente

Særlig specialstyrke fra PET hjalp Fyns Politi under Yahya Hassans omstridte besøg i Vollsmose sidste år.

Det var primært Fyns Politi, som lagde mandskab til at beskytte den kontroversielle digter under hans besøg i Vollsmose sidste år.

Der skulle 200 betjente til at passe på den kontroversielle digter Yahya Hassan, da han i november besøgte H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg, skriver Fyens Stiftstidende.

- Om det er mange eller få, det får du mig ikke til at sige noget om. Vi brugte det antal, der var nødvendigt, siger John Jacobsen, chefpolitiinspektør i Fyns Politi, til avisen.

Det er Peter Skaarup (DF) fra Folketingets Retsudvalg, som har bedt justitsministeren redegøre for, hvor mange ressourcer der blev brugt, da Yahya Hassan under enorm mediebevågenhed den 26. november 2013 besøgte Vollsmose.

Besøget var i første omgang blevet aflyst, fordi politiet ikke kunne garantere for sikkerheden på det lokale bibliotek.

Af svaret til retsudvalget fremgår det, at politiindsatsen kom fra både Fyns Politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET), en særlig specialstyrke i PET samt fra landets øvrige politikredse.

Blandt andet skulle politiet og PET på forhånd gå hele skolen igennem, fordi der var forhøjet trusselsniveau omkring den kontroversielle og provokerende digter, ligesom ordensmagten lagde en jernring om H.C. Andersen Skolen.

Samtlige tilhørere blev kropsvisiteret, før de fik adgang til salen, hvor der også var placeret flere betjente.

- Vi har aldrig før haft en opgave som denne. Man kan ikke sammenligne denne opgave med andre politiopgaver, fordi vi med få dages varsel havde fået en alvorlig trusselsvurdering, forklarer John Jacobsen til Fyens Stiftstidende.

Yahya Hassans besøg forløb i øvrigt uden ballade.

Oversigt

    Oversigt