Kørelærere i kystbyer raser

For at spare har Fyns Politi nedlagt køreprøvestederne i Nyborg, Middelfart, Assens og Faaborg. Fremover skal alle til køreprøve i Odense eller Svendborg.

Det betyder, at alene fra Nyborg skal 1500 elever til almindeligt kørekort fremover tage til enten Odense eller Svendborg.

Hertil kommer 500 lastbilselever, motorcykelelever, trailerelever og generhververe, fortæller kørerlærer Eva Cramer.

Udover til prøverne, skal eleverne træne i Odense eller Svendborg for at lære byerne at kende.

- Tænk på alt det CO 2-udslip, når alle eleverne skal fragtes til de to byer, siger Eva Cramer.

Hun peger desuden på, at det bliver endnu dyrere at tage kørekort, fordi eleverne selv skal betale for transport til og fra køretimer og -prøver.

Ingen er blevet hørt

I følge Eva Cramer er ingen blevet hørt på forhånd - hverken kørelærere eller motorsagkyndige, hvoraf mange bor i kystbyerne.

De skal altså også til at køre frem og tilbage.

Beslutningen får alvorlige konsekvenser for AMU-skolernes planlægning.

De skal nu til at indregne køretid til og fra Odense eller Svendborg i deres skemaplaner.

- Ingen forstår dette regnestykke, siger kørelærer Eva Cramer. 

Politiet: vi klapper hesten

Vicepolitiinspektør, Peder Pedersen, Færdselspolitiet, Fyns Politi, siger til TV 2/Fyn torsdag, at politiets udmelding til de prøvesagkyndige, mandag, ikke var en nagelfast beslutning, men en vision.

Politiledelsen vil efter kritikken se tankerne efter i sømmene.

- Der har været en visionær udmelding om, hvordan det kan komme til at se ud, men en endelig beslutning er ikke truffet, siger Peder Pedersen.

For få prøver og for mange dumper

Når det overhovedet er aktuelt, er det bla. fordi der ikke er køreprøver nok til at fylde de prøvesagkyndiges arbejdstid ud i de mindre byer.

Hertil kommer at procentvis flere elever dumper til køreprøverne i de mindre byer.

Det rejser spørgsmålstegn ved, om de mindre byers mindre trafik gør køreundervisningens kvalitet for ringe til at klare køreprøven. 

Oversigt

    Oversigt