I det fynske folks tjeneste

Kortslutning udløste brand på Broholm Slot

Gæster blev bedt forlade slottets restaurant, da der udbrød ild på et slotskontor

00:30

Brandfolkene havde en stigevogn med, så de kunne komme over voldgraven om nødvendigt.

En mindre brand på Broholm Slot udløste i aftes en større udrykning. Det fortæller forpagter Kenneth Birler. Gæsterne i slottets restaurant måtte kortvarigt evakueres til nogle af slottets andre lokaler.

- Der var tale om en lille brand, der hurtigt blev slukket igen, men det er jo altid dramatisk nok, når man pludselig ser røg, siger Kenneth Birler, der selv udløste slottets brandalarm.

Branden brød ud omkring kl. 21, og de fleste af gæsterne var ifølge Kenneth Birler ved at være færdige i restauranten, da de et kvarter før tid blev bedt om at trække over i stuerne for at få kaffe.

Læs også Lyn skabte travlhed hos brandvæsnet

Brandårsagen er ikke endeligt afklaret, men der var formentlig tale om en kortslutning i en stikkontakt på et af slottets kontorer.

- Der skete kun mindre materiel skade, men nu er der lidt oprydning tilbage, forklarer Kenneth Birler.

Beredskabet sendte flere vogne til stedet, blandt andet en stigevogn så brandfolkene om nødvendigt ville kunne forcere slottets voldgrav.