I det fynske folks tjeneste

Kræft eller knirkeknæ? OUH er bedst

Har du hjerteproblemer eller knirker knæet? Så bør du vælge OUH, hvis du skal indlægges. En ny undersøgelse viser, at OUH stormer frem og nu er bedst på otte specialområder.

Det er fagbladet Dagens Medicin, der har gennemgået en stribe videnskabelige databaser og årsrapporter og vurderet alle sygehuses behandlingskvalitet inden for 33 specialer.

OUH indtager førstepladsen på otte områder ud af de 33. Og det er en kæmpe fremgang, for sidste år fik de kun en enkelt førsteplads, skriver Dagens Medicin.

OUH er blandt andet bedst til ortopædkirurgi, klinisk onkologi (kræft) og hjerte-kar-sygdomme. Samlet indtager OUH en tredjeplads blandt de store hospitaler, hvor Aarhus er bedst, og Rigshospitalet er nummer to.

Der er frit sygehusvalg i Danmark, men ifølge Patientforeningen Danske Patienter er det ikke godt nok, at der er forskel i kvaliteten af behandlingen på de danske sygehuse.

- Vi skal naturligvis arbejde på at få et højt og ensrettet niveau. Som patient er det ikke godt nok, at man ikke kan være sikker på, at man får den bedste kvalitet der, hvor, man bliver indlagt, siger Morten Freil, der er direktør i patientforeningen til BT.