Kræftbørn tegner for at hjælpe

6-årige Oscar Cornelius Larsen fra Odense kan nu kalde sig kunstner. I hvert fald pryder hans tegning både en juicekarton og Irmas kunstpose. På den måde er han med til at gøre opmærksom på kampen mod børnecancer.

Det er cykelholdet og velgørenhedsorganisationen Team Rynkeby der er gået sammen med supermarkedskæden Irma om et projekt, der skal gøre opmærksom på børnekræft.

Oscar fik en knude i halsen, som viste sig at være lymfekræft. Han er netop blev erklæret rask fra OUH, men mens han var indlagt var han et af de børn, der blev opfordret til at være med i kunstprojektet.

Hans tegning af et æbletræ dekorerer nu en ny juice fra Rynkeby, hvor hele salgsprisen minus skatter og afgifter går til Team Rynkebys indsamling til Børnecancerfonden.

- Projektet handler om at sætte fokus på de 200 danske børn, der hvert år får konstateret kræft. Og hvem er bedre til at gøre opmærksom på børnene end børnene selv, siger Carina Jensen, der er nordisk kvalitetschef hos Rynkeby Foods.

Irmas kunstpose er trykt i 300.000 eksemplarer, og her står Oscar bag et af de 24 børnekunstværker, der er trykt derpå.

Oversigt

    Oversigt