Kræftpatienter venter for længe

Mange kræftpatienter venter fortsat faretruende længe på at blive behandlet for deres sygdom - Region Syddanmark er dog på forkant med flere operationer.

Flere bliver hurtigt undersøgt for, om de har kræft. Men alt for mange patienter venter til gengæld for længe på at komme i behandling, når de så får kræftdiagnosen.

Det viser den seneste opgørelse over kræftpakkerne fra Statens Serum Institut.

Kræftlægerne har selv sat mål for, hvor lang tid der højst bør gå, før behandlingen af patienten starter. Men blandt de 10 mest udbredte kræftformer såsom brystkræft, prostatakræft og livmoderkræft er der kun tre områder, der lever op til det mål, som Kræftens Bekæmpelse har sat: At mindst 90 procent af patienterne får behandling til tiden.

Inden for fem af de største kræftformer venter mellem 11 og 63 procent af kræftpatienterne længere, end kræftpakkeforløbene garanterer.

- Det er bekymrende. Især er det en kæmpe skuffelse, at næsten halvdelen af de kvinder, der skal opereres for brystkræft, må vente for lang tid. Det er både uacceptabelt og en forværring i forhold til den seneste opgørelse, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

Der er store regionale forskelle på ventetiderne. Mens 94 procent af brystkræftpatienterne i Region Midtjylland bliver undersøgt inden for kort tid, gælder det kun 27 procent af patienterne i Region Hovedstaden og 47 procent i Region Sjælland.

- Dermed risikerer sygdommen at udvikle sig yderligere og blive sværere at behandle. Samtidig er det en kæmpebelastning for patienterne at vente længere end højst nødvendigt, når de har fået diagnosen, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Bedst i Syddanmark

På nogle områder bliver alle patienter behandlet i tide over hele landet - det gælder for eksempel modermærkekræft - medicinsk behandling af lymfeknudekræft i Nordjylland og Syddanmark samt operation for hoved- halskræft i Syddanmark.

- Erfaringerne herfra bør regionerne bruge på andre områder, så flere kræftpatienter kan blive behandlet i tide, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Oversigt

    Oversigt