Kræftsyge Ulla på OUH: De er bare fantastiske

Ulla Madsen fra Sønderjylland har kun ros til overs for det danske sygehusvæsen, som er udset til at blive en af efterårets politiske kamppladser.

Ulla Madsen fik konstateret kræft i hals- og mundhule i begyndelsen af juli. Det var en hård besked at få.

Alligevel kan hun nu se tilbage på et intensivt udrednings- og behandlingsforløb, som i den grad har styrket hendes tillid til det danske sundhedssystem.

- Jeg synes, at det er gået stærkt, og det er rigtig godt, siger Ulla Madsen, som kun har ros til personalet på afdelingen for hoved- og halskræft på OUH.

Da TV 2/Fyn møder hende i venteværelset har hun netop afsluttet strålebehandling nummer 31 ud af i alt 33 strålebehandlinger.

- Ved halscancer sidder sygdommen nord for kraveknappen, og så er hurtig diagnosticering virkelig vigtigt, siger overlæge Jørgen Johansen fra OUH.

Flere overlever kræft 

I dag er der flere, som overlever kræft end tidligere, blandt andet på grund af kræftplaner og øget fokus på hurtig diagnosticering.

Det er de danske regioner, som har ansvaret for sygehusene i Danmark, og her er formanden Stepanie Lose (V) yderst tilfreds med de resultater, som regionerne har leveret de senere år.

- Det er jo stort set umuligt at opdrive en ekspert, som ikke anerkender, at regionerne har gjort det godt, siger Stephanie Lose.

Formanden kan henvise til, at der i dag er bred enighed om, at regionerne på flere parametre har leveret en god indsats på sundhedsområdet, herunder samling af specialiserede sygehusfunktioner, etablering af en ny sygehusstruktur, overholdelse af budgetterne, stigende behandlingskvalitet og historisk lav ventetid.

DF: Nedlæg regionerne.

Dansk Folkeparti er dog ikke imponeret over indsatsen, og kræver derfor regionerne nedlagt i forbindelse med forhandlingerne om en kommende sundhedsreform.

- Regionerne har leveret mange gode resultater, men noget af det er sket i kraft af, at vi fra statslig side har lavet kræftpakkeforløbene og sagt, at regionerne skal levere, hvis de ville slippe for at blive straffet. Så disse forbedringer er jo netop sket med styring fra staten, siger Liselott Blixt.

DF's sundhedsordfører roser dog Region Syddanmark for at have leveret flotte resultater på kræftområdet.

- Men der er stadig for store regionale forskelle i den behandling, som sundhedssystemet kan tilbyde danskerne, siger Liselott Blixt.

- Ser vi på Region Sjælland, hvor jeg selv bor, må vi sende vores kræftpatienter til Odense. Vi ser også lange ventetider i Region Hovedstaden, som heller ikke lever op til kræftpakkerne.

Stephanie Lose indrømmer, at der kan være forskelle i den behandling, som patienterne modtager fra region til region.

- Men regionerne har på mange områder gjort en meget vellykket indsats for at mindske regionale forskelle – selvom der stadig er områder, hvor det ikke er godt nok.

Ulla er bare glad

På OUH er Ulla Madsen ligeglad med, hvem der har æren for det positive udrednings- og behandlingsforløb hun har været igennem. Hun er bare glad for, at det hele er gået så stærkt.  

- Det har været fantastisk. Simpelthen fantastisk Det er lige meget hvem, jeg har været i kontakt med. Om det er læger, om det er sygeplejersker eller diætister. De er så søde alle sammen, siger hun.

Tidligere udførte man kun én undersøgelse af gangen, før den næste blev sat i værk, og det var med til at trække behandlingen i langdrag. Men det mere strømlinede forløb betyder, at lægerne i dag laver flere undersøgelser på samme tid.

- Vi scanner lidt flere end førhen, men vi vinder det ind på det tidsmæssige, og patienterne undgår den belastning, det er med for lange ventetider, når man går med en mistanke om en grim og ubehagelig sygdom, siger professor og overlæge på OUH, Christian Godballe.

Ulla Madsen er glad for, at hendes forløb har været så intensivt, selv om det har betydet mange kilometer på landevejen hen over sommeren.

- Det har selvfølgelig været hårdt, fordi vi skulle køre frem og tilbage mange gange på så kort tid, men hellere det, og så få det overstået, siger Ulla Madsen, som bor i Guderup på Als.

Sundhedsreform på vej

Regionerne er igen kommet til debat efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen kort før sommerferien bebudede en ny sundhedsreform, som skal sætte retningen for sundhedsvæsenet de kommende ti år. Forhandlingerne går i gang til efteråret.

- Vi vil møde op til forhandlingerne med et krav om, at regionerne skal nedlægges, siger Liselott Blixt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har netop nedsat et ministerudvalg, som nu skal i gang med at forberede regeringens udspil til en sundhedsreform. Den fynske børne- og socialminister Mai Mercado har fået plads i udvalget.

Udspillet ventes at være på plads på den anden side af efterårsferien.

Skal regionerne nedlægges?

 

 

Oversigt

    Oversigt