Kræftvaccine kan redde flere kvinder

Ny forskning viser, at ny vaccine mod livmoderhalskræft er lige virksom for kvinder i 45-års alderen, som for de 12-årige piger, der i dag får den tilbudt.

Hver tredje dag året rundt dør en dansk kvinde af livmoderhalskræft. Men rigtig mange af dem kunne være i live i dag, hvis de havde fået en vaccination i tide, viser ny forskning.

Alle piger bliver i dag tilbudt vaccinen, når de bliver 12 år. Men den nye forskning viser, at også piger over 12 år vil have glæde af vaccinen, skriver Fyens Stiftstidende.

En af dem, der har set nærmere på den nye forskning, er John Dræby, der er speciallæge i gynækologi i Odense.

- Rigtig mange kvinder kunne have undgået sygdommen, hvis de var blevet vaccineret, lyder hans konklusion, og det er derfor en rigtig god idé for alle kvinder at blive vaccineret. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der er nogen øvre grænse for kvindens alder i forhold til, om vaccinen virker, forklarer speciallægen.

Undersøgelsens foreløbige resultat er blevet offentliggjort i det anerkendte internationale tidsskrift The Lancet.

Her kan man læse, at vaccinen tilsyneladende virker lige så godt på kvinder op til 45 år, som på piger i 12-års alderen.

Analysen af de fire års undersøgelse forventes at være helt færdig til efteråret. Her ser det også ud til, at myndighederne igen vil vurdere vaccinen.

I dag er vaccinen kun godkendt som reel beskyttelse hos kvinder op til 26 år, men allligevel er den kun et gratis tilbud til piger op til 15 år i Danmark. Alle andre skal selv betale de 3600 kroner, vaccinen koster.

Hos Kræftens Bekæmpelse glæder man sig til, undersøgelsens fulde resultat foreligger, så vaccinen kan blive godkendt, siger overlæge Iben Holten.

Oversigt

    Oversigt