Kræmmermarked på skoleskemaet

Dansk, engelsk, matematik, geografi og ...kræmmermarked. Tre Ege Skole i Kværndrup havde byttet bøger ud med boder. Onsdag stod der nemlig Egeskov Marked på skemaet.

- Vi tømmer skraldespande og sætter nye i - og smider det hele op i containerne, fortæller en af eleverne, Mads Lorenzen, mens han er på arbejde langt væk fra skolebøgerne.

Sammen med kammeraterne fra sjette klasse knokler han for at skaffe penge til skolen.

- De hjælper til, for at tjene lidt ekstra til, når de skal på lejrskole eller noget ekstra, fortæller Mette Schiel, der er lærer på skolen.

Skolens andre årgange holder også skolefri for at tage på marked - men de fleste af dem enten hygger eller sælger fra kræmmerboderne.

- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at holde skolen åbent, alle forældrene er på marked, og havde de ikke haft fri, så var de blevet taget ud af skolen alligevel, fortæller lærerinden.

Som kompensation for fridagen skal Kværndrup-eleverne have en ekstra skoledag i forbindelse med enten jule- eller sommerferien.

Oversigt

    Oversigt