I det fynske folks tjeneste

Kræver fokus på mystiske dødsfald

02:47

1 af 2

Flere politikere på Christiansborg vil nu have sat yderligere fokus på sammenhængen mellem de mange dødsfald blandt helt unge psykisk syge danskere og deres medicinforbrug.

TV 2/Fyn har de sidste to dage haft fokus på sagen omkring mystiske dødsfald i psykiatrien og kunne i tirsdags fortælle, hvordan en fynsk professor og retsmediciner, Jørgen L. Thomsen, har søgt penge hos Sundhedsstyrelsen til et projekt, der gennem obduktion skal kortlægge årsagen til de mange mystiske dødsfald blandt de yngre psykisk syge danskere.

Han fik bevilliget to millioner kroner, og det er ifølge pårørende-organisationerne, SIND og LAP, slet ikke nok.

EL vil sætte fokus på sagen

Enhedslistens psykiatriordfører, Stine Brix, siger i dag til TV 2/Fyn, at hun er enig med SIND og LAP i, at der ikke er blevet sat nok fokus på mulighederne ved igennem obduktion af de mange afdøde psykisk syge at undersøge, hvad de uforklarlige dødsårsager kan være.

Den tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (S), som sidder i regeringens psykiatriudvalg, er enig i, at der i højere grad skal sættes foku på problemet.

- Jeg synes, at det er helt, helt rigtigt at gå ind og forske i det her. Og jeg synes, at den her forskning skulle være igangsat for længe siden, siger Nyrup Rasmussen til TV 2/Fyn.

Også Socialdemokraternes psykiatriordfører, Karen J. Klint, mener, at man bør undersøge, om der kan gøres mere for at forebygge på det psykiatriske område, og hun vil derfor ved det næste samråd stille spørgsmål til den manglende forskning.

I tirsdags var der åbent samråd i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Udvalgets medlemmer ville gerne drøfte behovet for at få sat fokus på, hvorfor så mange unge psykisk syge danskere dør næsten 25 år tidligere end alle andre.

Jørgen L. Thomsen fortæller i dag, at han er begyndt på sit forskningsprojekt inden for rammerne af, hvad de to millioner kroner tillader, men at der er stadig hårdt brug for flere midler til projektet.

Ved du noget? Så send os et tip