Kraftig brand i stor lade i Skamby

En stor halmlade nedbrændte torsdag aften i Skamby på Nordfyn. Ingen personer kom til skade i branden.

Politi og brandvæsen måtte sidst på eftermiddagen rykke ud til en kraftig brand i en stor halmlade i Skamby på Nordfyn. 

Laden stod ikke til at redde og er mere eller mindre nedbrændt, fortæller Fyns Politi, der blev alarmeret om branden kl. 17.10.

Politiet efterforsker ikke umiddelbart branden som påsat, men understreger dog, at en brand ikke starter af sig selv.

- Vi har endnu ingen forklaring på, hvordan ilden er opstået. Det kan jo være mange ting, for eksempel en elinstallation. Vi har ingen mistanke om, at branden skulle være påsat, men vi holder alle døre åbne, siger Kenneth Taanquist, vagtchef ved Fyns Politi.

Vagtchefen fortæller videre, at der heldigvis ikke skulle være sket de store skader på de omkringliggende bygninger.

Oversigt

    Oversigt