I det fynske folks tjeneste

Kraftig vind driller på Storebæltsbroen

Vindfølsomme køretøjer skal holde sig fra Storebæltsbroen, advarer Vejdirektoratet.

Mens sneen lader vente på sig for alvor, så tager vinden til og Vejdirektoratet fraråder nu vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen.

- Sneen er kommet i det sydlige Danmark, men det største problem lige nu er den kraftige blæst, siger Anders Bach Sørensen fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter til Ritzau.

Vindfølsomme køretøjer gælder lastbiler med tomme trailere, varebiler og personbiler med trailer eller campingvogn. De kan komme i slinger på grund af blæsten og forårsage ulykker på broerne. Samtidig kan løse dele give problemer i trafikken.

- Alt, der ikke er spændt ordentligt fast, blæser ud på vejen og generer de øvrige trafikanter. Det kan være presenninger eller affald fra trailere, forklarer Anders Bach Sørensen.

Vejdirektoratet starter med at fraråde de lette køretøjer, men det næste skridt ved kraftig blæst er helt at lukke broer. Og det kan komme på tale under stormen.

- Vi har hørt, at det fortsætter i løbet af aftenen og natten, så vi følger situationen tæt. Det går i retning af, at broerne kan blive lukket, og det er næste skridt, men vi har ikke hørt fra broerne eller politiet om en lukning endnu, lyder det fra Vejdirektoratet.

DMI forventer, at den sydlige del af landet får 5 til 10 centimeter sne mandag. Da vejret samtidig er blæsende, vil det også give anledning til en del snefygning, lyder det.

Ved du noget? Så send os et tip