I det fynske folks tjeneste

Krags udfordrer er overraskende stærk

Annette Vilhelmsen har overrasket og vist sig som en stærk udfordrer til Krag i kampen om formandsposten i SF.

Hun er nybegynder i Folketinget, men Annette Vilhelmsen, der nu skal duellere mod Astrid Krag om formandsposten i SF, har den seneste tid samlet overraskende meget støtte og har på mange andre områder langt mere erfaring end sin modstander.

Vilhelmsen har både en færdiggjort læreruddannelse, mange års erhvervserfaring og en kommunalpolitisk karriere i Kerteminde Byråd med som ballast til det, der tilsyneladende bliver et tæt formandsopgør.

Hvor modstanderen Astrid Krag ses som partitoppens kandidat, bliver Annette Vilhelmsen associeret med venstrefløjen i partiet og har den seneste uge samlet støttet i baglandet.

Blandt andre har den tidligere gruppeformand og SF-koryfæ Aage Frandsen åbent støttet Vilhelmsen.

Annette Vilhelmsen er 52 år, har to voksne børn og bor i Kerteminde med sin mand.

Hun kom i Folketinget ved valget sidste efterår, men har siddet i byrådet i Kerteminde i 10 år og har stærk opbakning på sin hjemmebane.

- Man skal passe på med at undervurdere en kandidat, der har meget af det, som ledelsens kandidat ikke har: Nemlig erfaring, alder, færdiggjort uddannelse og tyngde i baglandet, sagde Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis, efter at Vilhelmsen meldte sit kandidatur.

- Det kan godt være, at hun er ny i Folketinget, men hun har en stærk bastion i partiet, sagde han.

Annette Vilhelmsen er blevet beskrevet som en omsorgsfuld og empatisk person, men man skal ikke lade sig narre af ansigtets smilerynker og den blide fynske dialekt, advarer en tidligere byrådskollega.

- Hun har sine meninger, og dem står hun fast på. Når hun sidder i en forhandling, kan modstanderen godt føle, at hun er lidt af en skrapsak, har Kertemindes tidligere borgmester Palle Hansborg-Sørensen (S) sagt.

Anne Baastrup, der for nylig tabte kampen om at blive SF's spidskandidat på Fyn til Vilhelmsen, fremhæver kollegaens stærke lederegenskaber og solide erfaring som væsentlige fortrin.

- Jeg har fantastisk stor respekt for hendes politiske arbejde. Hun har stor integritet, og så løber hun maraton, og det, synes jeg da, er helt vildt, siger Baastrup.

Ved du noget? Så send os et tip