I det fynske folks tjeneste

Krammebamser skal trøste de yngste patienter

Krammebamserne hjælper de yngste patienter gennem deres sygehusforløb.

H.C. Andersen Børnehospital i Odense er klar til at modtage krammebamser til de små patienter.

For børn kan det være angstprovokerende at blive indlagt, men en krammebamse kan være med til at skabe tryghed. TrygFonden uddeler derfor nu 36.000 krammebamser over hele landet. Et de steder, der har gode erfaringer med bamserne, er H.C. Andersen Børnehospital i Odense.

- Bamserne betyder meget, når vi skal skabe tryghed og tillid hos et barn. Vi får hurtigere en god og positiv kontakt, og vi kan se, at bamsen hjælper til at forebygge utryghed og får barnet til at føle sig bedre tilpas, siger Arne Høst, overlæge på H.C. Andersen Børnehospital i Odense.

De bløde isbjørnebamser uddeles til hospitaler og specialklinikker i hele landet. I løbet af de kommende år bliver bamserne delt gratis ud til de yngste patienter. Bamserne har tidligere været forbeholdt børn, der skulle i narkose, men som noget nyt vil de også blive givet til børn, der skal igennem specialiserede udrednings- eller behandlingsforløb. Bamsernes opgave er at skabe god kontakt mellem børn og personale og hjælpe børnene igennem det ubehagelige, der skal ske.

- Det er fantastisk, at en lille bamse gør så stor en forskel for børnene, når de skal indlægges, og mange forældre oplever, at børnene føler sig mere trygge, når de kan dele oplevelsen med krammebamsen. Personalet får samtidig nemmere ved at vinde børnenes tillid og få dem til at slappe af. Nogle afdelinger melder endda om, at der er behov for mindre beroligende medicin, når barnet får en bamse, fortæller Galina Plesner, projektleder i TrygFonden.

Bamserne hedder Theo og Thea og får ligesom barnet et armbånd med sit navn om håndleddet.

Ved du noget? Så send os et tip