I det fynske folks tjeneste

Krigsinvalid kan ikke få hjælp

Jesper Hansen fra Langeskov fik skudt det ene ben af, mens han var soldat i Irak. Han vil gerne tilbage i sit arbejde, men kommunen nøler med at hjælpe.

Jesper Hansen har selv betalt en bil med automatgear

Hvis Jesper Hansen skal tilbage i arbejde skal han have en ny, avanceret benprotese. Men der kan gå et år eller mere før han får en bevilling fra Kerteminde Kommune.

Da han søgte tilskud til en invalidebil var svaret, at han kunne få 25.000 kroner, men kun hvis bilen var højst et år gammel.

- Jeg har ikke råd til så ny en bil, siger Jesper Hansen.

I stedet har han købt en ældre og billigere bil med automatgear for egen regning.

Invalideskilt ikke nødvendigt

Da han havde købt bilen, søgte Jesper Hansen om at få et invalideskilt, som giver mulighed for at bruge de ekstra brede parkeringspladser for handicappede.

Han er nødt til at kunne åbne bildøren helt for at komme ud og det kan man normalt ikke på almindelige parkeringspladser.

Men det kunne han ikke få.

- De sagde, at det ikke er nødvendigt, når man er ung, siger Jesper Hansen.

Er samfundets pligt at hjælpe

- Det er ikke rimeligt, siger Jesper K. Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel.

- Det er samfundet, der har sendt de unge mennesker ud. Så må det også være en forpligtelse for samfundet at hjælpe dem, når de kommer hjem, siger han.

Forsvarsminister Søren Gade siger, at han vil tage Jesper Hansens sag op for at se, om der kan gøres noget for at han kan få en invalidebil.

- Men vi kan ikke lave særbehandling for soldater. De skal behandles på lige fod med alle andre, siger Søren Gade.

Han erkender, at forsvaret har en stor forpligtelse overfor de unge, der rejser ud i et farefuldt job, også når de vender hjem.

- Derfor har jeg også sat erstatningerne for tilskadekomne op med 100%.