I det fynske folks tjeneste

Krigsveteraner i kamp igen

02:56

Jakob Hou Larsen og Ronni Schwartz er begge skadede veteraner fra missioner i udlandet.

1 af 2

30 danske skadede krigsveteraner skal repræsentere Danmark ved stævnet Invictus Games i USA. For deltagerne handler det om netværk og anerkendelse.

Jakob Hou Larsen triller hen for at åbne hoveddøren, hvor der blev banket på. 

Hans hjem er gjort kørestols-venligt, så han kan klare sig selv i hverdagen. Og det er der brug for, han er nemlig fuldstændig lam i benene, efter han var på mission som soldat i Irak i 2006.

- Der var en snigskytte, der fik øje på mig og sendte en kugle igennem mig. Den tog lige et snert af rygraden og ødelagde tyktarm og nyrer. Massive indre skader. Og det var så den karriere som udsendt.

Jakob har fået besøg af Ronni Schwartz, som bor ganske tæt ved i den lille by Fraugde ved Odense. Men det er først som krigsveteraner, de har mødt hinanden. Ronni er skadet på psyken, men fandt først ud af det fire år efter hjemkomsten fra en FN-mission i Libanon. Da fik han endelig diagnosen PTSD, posttraumatisk stress syndrom.

- Jeg har været totalt indelukket socialt og været isoleret fra mine venner. At få diagnosen, det har givet ro og mening for mig, så jeg har fået en forklaring på, hvad der er galt, fortæller Ronni.

Siden 1992 har det danske forsvar haft 31.000 soldater udsendt på mission i udlandet. Forsvaret har selv opgjort, at 270 af dem er kommet tilbage med fysiske skader, hvorimod man ikke har tal på de psykiske.

Nu skal 30 af de skadede veteraner deltage i det internationale idrætsstævne Invictus Games, der afholdes i Florida fra 8.-12. maj. Det er et stævne for skadede veteraner fra 14 lande, og blandt de 500 deltagere er også Jakob og Ronni.

Det bliver fantastisk. Jeg glæder mig til, at se, hvad amerikanerne finder på.

- Det bliver fantastisk. Jeg glæder mig til, at se, hvad amerikanerne finder på, siger Jakob.

Jakob skal deltage i disciplinerne kørestolsbasket og kørestolsrugby, også kaldet murderball på grund af det høje tempo og de voldsomme tæsk, kørestolene får.

 

Ved murderball sidder alle deltagerne i kørestole.

 Ronni skal også deltage i murderball og derudover sitting volley og ergometer-roning.

For Jakob Hou Larsen handler det først og fremmest om at finde sammen i et netværk med ligesindede.

- Det har været helt essentielt for min udvikling, siger Jakob. Du får et netværk, hvor du kan erfaringsudveksle med folk, der er i en lignende situation.

Ifølge foreningen Krigsveteraner og Pårørende oplever hjemvendte soldater ofte en frustration over den manglende anerkendelse for deres fædrelandsindsats.

- Det er en øv-oplevelse. Man tager afsted for nationen og befolkningen, ikke for enkeltpersoner. Og så forstår man ikke hvorfor, der er så stor modstand mod noget, folk selv har sendt dem ud i, forklarer Harald Jensen, der er næstformand i foreningen.

Danmark har ikke en tradition for at hylde krigshelte. Det er mere udbredt i USA og i England, der har en lang historie som krigsførende nation. Ronni Schwartz oplevede forskellen, da han i Washington besøgte et krigsmonument fra Anden verdenskrig.

-  Der sad nogle gamle veteraner i kørestol. Og der kom selv unge mennesker hen og viste respekt for det, de havde gjort. Jeg siger ikke, vi skal gøre det samme i Danmark, men man kunne godt tænke sig, at der var en større forståelse, for det, vi havde gjort.

Danskerne har delte holdninger til landets missioner i udlandet, og Jakob Hou Larsen mener, at det går ud over soldaterne.

- Det vil sige, at man som soldat bliver repræsentant for nogle tvivlsomme politiske beslutninger, og det er ikke fair. Soldaterne har valgt at udføre et utrolig farligt job, og bliver sendt i krig på Folketingets beslutning. Uanset om man er enig i det eller ej, så fortjener de soldater et klap på skulderen.

Nu får de skadede veteraner så det helt store klap på skulderen, når de bliver hyldet ved den anden udgave af Invictus Games.

- Så skal vi bare over og give den gas. Det er jo det, det handler om, siger Jakob Hou Larsen. 

 

Ved du noget? Så send os et tip