50 borgere skal arbejde for at skrabe penge sammen
En mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune er blevet idømt en behandlingsdom og det kommer til at koste kommunen flere millioner. Faktisk svarer beløbet til, at 50 borgere skal arbejde og betale skat i et helt år. Det skriver Fyns Amts Avis onsdag.
Normalt er det staten, der betaler for anbringelsen. Men i de tilfælde, hvor der er venteliste på statens to institutioner, så er det kommunernes ansvar at betale for mandsopdækning af den dømte.
- Det er helt vildt dyrt og helt urimeligt, at vi skal påføres sådan en udgift, siger formand for Socialudvalget i Faaborg-Midtfyn, Herdis Hanghøi (V) til TV 2/FYN.
Ifølge avisen vil Venstres kommunalordfører, Erling Bonnesen, nu kigge loven efter i sømmene.
- Det lyder voldsomt med så stor en økonomisk belastning, siger han til avisen.