Kriminelle skifter mobil-nummer for at undgå aflytning

Narkohandlere skifter mobil-nummer for ikke at blive sporet. Fyns Politi må derfor gang på gang skaffe en ny dommerkendelser for at kunne spore og aflytte kriminelle.

Politiet har eksempler på, at narkohandlere, smuglere og rockere har  op mod 70 mobilnumre i løbet af et år, skriver Nyhedsavisen.

Hver gang de kriminelle skifter mobiltelefonnummer,  må politiet skaffe en ny dommerkendelse, for at kunne aflytte det nye nummer.

- Det bruger vi meget tid på. Det er ikke usædvanligt, at en kriminel har 60-70 mobiltelefonnumre i løbet af et år. Og vi taler ikke om almindelige tyveknægte, men narkohandlere og bandekriminelle, der ved hvad de gør, siger vicekriminalinspektør Ulrik Lorentzen fra Fyns Politi til Nyhedsavisen.

Han vil gerne have ændret mulighederne så en dommer-kendelse gælder alle telefonnumre, der er ejet af en mistænkt. Sådan er loven i dag, når det gælder mistanke om terror.

Den konservative justitsminister Lene Espersen siger til avisen, at hun ikke vil afvise, at ændre reglerne.

Oversigt

    Oversigt