Kriminelle skifter navn

Det er nemmere at skjule sig, hvis man hedder Jensen eller Larsen. Det har kriminelle fundet ud af, så de skifter navn som aldrig før.

Forleden forsøgte en 26-årig mand fra Odense at skjule sig under et mere almindeligt navn i en sag, hvor han erkendte at have sex-chattet med piger ned i 11-års-alderen på arto.dk. Det skriver Fyens Stiftstidende mandag.

Ifølge vicekriminalkommissær Per A. Petersen fra Fyns Politi er det især kriminelle inden for narko- og sexmisbrugssager, der ændrer navnet, fordi den ny navnelov gør det nemmere at skifte til et almindeligt efternavn.

- De ved godt, at deres navn kommer frem, når de bliver dømt. Så har de en fornemmelse af, at den omtale vil forfølge dem på forskellig vis senere i deres liv, siger vicekriminalkommissæren til avisen.

Den tredobbelte morder Peter Lundin er en af de kriminelle, der har skiftet navn. Han hedder nu Bjarne Skounborg.

Oversigt

    Oversigt