I det fynske folks tjeneste

Krise i Ukraine koster

Krisen i Ukraine rammer flere fynske producenter, som ikke kan komme af med deres varer.

Den højspændte situation i Ukraine har store konsekvenser for en stribe danske virksomheder, der ikke kan komme af med deres varer, fortæller DR Fyn.

Chokoladeproducent Henrik Konnerup på Sydfyn er én af dem, der

kan mærke krisen.

Virksomheden har 8-10 paller chokolade stående i Danmark, der egentlig skulle have været sendt til Ukraine, men nu ikke kan komme af sted.

- Lige nu står det til afhentning hos os. Og vi venter spændt på, hvornår det kan blive transporteret ind. Men det er klart, at som sagerne er i Ukraine i øjeblikket, så er de lidt varsomme med, hvad de kan. De har købt chokoladen, men problemet er at få det derover lige nu, siger Henrik Konnerup til DR Fyn.

Kan få konsekvenser

Krisen i Ukraine har store konsekvenser for blandt andet fynske svineproducenter, der ikke kan få afsat deres svinekød.

I Svendborg er administrerende direktør Claus Aabo Andersen også særligt optaget af situationen i Ukraine, fordi eventuelle EU-sanktioner mod Rusland i krisen vil have stor betydning for hans firma Aabo Maleanlæg.

- Det har været 50 procent, af det vi har lavet om året i omsætning, så det er lidt uoverskueligt, hvis det går galt. Det kan jo i værste fald have nogle personaleomkostninger her på fabrikken, men også hos vores underleverandører, som vi tager med i faldet. Men jeg håber ikke, at det går den vej, fortæller direktør Claus Aabo Andersen til DR Fyn.

Ved du noget? Så send os et tip