Kriseklubberne OB og Brøndby deler høsten

OB havde mest at byde på i kampen mod Brøndby, men manglede konsekvens foran mål i en målløs affære i Odense.

Hvad gør to hold i krise, når de tørner sammen i en skæbnekamp? En oplagt løsning vil selvsagt være at dele pointbyttet, så krisen ikke bliver forværret.

Det var nøjagtig, hvad OB og Brøndby gjorde, da de spillede 0-0 på et efterårskoldt stadion i den fynske hovedstad.

Et resultat, som Brøndby kunne bruge til at lægge en smule afstand til Lyngby i kampen om at undgå nedrykning. OB bliver hængende i den tunge ende af ligaens midterfelt.

Da de to hold tidligere i sæsonen tørnede sammen på Tre-For Park, kværnede OB Brøndby i anden halvleg, og det mønster var tæt ved at gentage sig søndag foran 7326 tilskuere.

Efter tætte første 45 minutter havde Brøndbys stopper Clarence Goodson godt nok anden halvlegs første store tilbud, da han måtte se et forsøg reddet på stregen.

Derefter tog hjemmeholdet over og udnyttede en række Brøndby-boldtab til overtage spil og chancer.

Desværre for fynboerne manglede konsekvensen helt og aldeles i afslutningerne i det kvarters tid, hvor Brøndby var på randen af knockout. Specielt Rasmus Falk tog lige et par træk for meget i stedet for at afslutte.

Og da Falk endelig fik sendt en fiffig og kompetent afslutning med hælen af sted, måtte han se sit forsøg reddet af Michael Tørnes i Brøndby-buret.

I stedet fik gæsterne kampens absolut største mulighed i kampens overtid, da unge Mathias Gehrt pludselig stod fri to meter fra mål.

Mads Toppel i OB-målet reddede fremragende, og Gehrt tog sig til hovedet i bitterhed.

Anden halvleg blev den langt mest begivenhedsrige, for ingen af holdene fik helt låst op i de første 45 minutter, hvor det kun blev til enkelte åbne muligheder.

Størst til allestedsnærværende Rasmus Falk, der to gange inden for få sekunder var millimeter fra at prikke bolden i kassen - først med hovedet, siden med tåspidsen.

På trods af mange brændte muligheder var Falk med sine heftige ryk en af de få spillere, der skilte sig ud fra mængden i en kamp, hvor gæsternes landsholdsprofiler Dennis Rommedahl og Michael Krohn-Dehli ikke gjorde meget væsen af sig.

Man kunne i øvrigt efter 28 minutter knapt se fra den ene ende til den anden på grund af romerlysafbrænding blandt de mange tilrejsende Brøndby-fans.

Et scenarie, der gentog sig et kvarter før kampens afslutning, hvor kampen måtte afbrydes et par minutter.

Oversigt

    Oversigt