I det fynske folks tjeneste

Krisen rammer Royal Unibrew

Albani-ejeren Royal Unibrew er hårdt ramt af krisen. Den globale krise betyder, at forbrugerne holder igen på indkøb af øl og sodavand.

Den globale krise slår bunden ud af Royal Unibrews regnskab. Det viser tallene for årets første ni måneder, hvor overskuddet før skat endte på 21,8 millioner kroner mod 143,4 millioner for perioden året før.

Det kommer ikke til at se bedre ud i resten af 2008 - og derfor nedjusterer bryggeriet nu forventningerne til årets resultat før skat og særlige omkostninger på 60-80 millioner kroner mod tidligere forventninger på 180-200 millioner.

De særlige omkostninger ventes at udgøre 70 millioner kroner, og det betyder, at der er en stor risiko for et underskud i selskabet ved årets udgang.

Royal Unibrew betegner selv resultatet som "skuffende" og tilskriver den nuværende globale økonomiske udvikling og en stigende usikkerhed og tilbageholdenhed hos kunder og forbrugerne som årsagen. Og det er både ølsalget og salget af læskedrikke, der er ramt.

Albani-medarbejdere får orientering fredag

I følge tillidsrepræsentant Kirsten Liisberg på Albani i Odense vil medarbejderne fredag blive orienteret af den administrerende direktør.

- Det er jo aldrig positivt, når vi har en markant mindre indtjening, end vi plejer at have. Så er ledelsen jo nødt til at kigge på effektiviteten af vores arbejde. Men vi ved ingenting endnu, så vi afventer spændt, siger Kirsten Liisberg til fyens.dk