Kriseramte OB jagter selvtillid mod Fulham

Med tre nederlag i træk satser OB på at tanke ny selvtillid, når holdet torsdag møder Fulham i Europa League.

Med tre nederlag i træk - hvoraf det ene var i en pinlig pokal-exit mod Fredericia - er de danske vicemestre fra OB hårdt ramt på selvtilliden.

En mulighed for at få fyldt lidt op på den konto kommer torsdag, når engelske Fulham kommer på besøg i Europa League.

Uafgjort eller sejr her vil være guld værd for OB, mener cheftræner Henrik Clausen.

- Et godt resultat torsdag vil give super grobund for at få tanket lidt selvtillid og lidt tro.

- Men det er ikke sådan, at bare fordi, at vi vinder torsdag, så kører tingene deres egen gang igen. Overhovedet ikke. Det må vi ikke tro. Uanset resultatet, så kræves der stadig hårdt arbejde, siger Henrik Clausen.

Han kunne i sidste uge se sit hold løbe ind i nederlag til AC Horsens, Fredericia og senest FC Midtjylland, som vandt hele 4-1 i Odense. Det har ikke været sjovt.

- Hvis man taber mange kampe, så løber selvtilliden stille og roligt ud af bægeret, og det har det også gjort for os, kunne jeg se i den sidste kamp, hvor FC Midtjylland nærmest scorer på deres første tre chancer. Så bliver det selvfølgelig op ad bakke, sige Clausen.

Bashkim Kadrii kom til OB for et års tid siden, og han har svært ved at huske en dårligere periode i sin tid i Odense.

- Det har måske ikke været den bedste uge i min OB-tid, men vi skal bare op igen og ud og vise, at vi kan spille fodbold.

- Selvtilliden er okay. Den er ikke, som den var for en måned siden, men den er fin nok, siger Bashkim Kadrii.

Han ser Fulham som klar favorit i torsdagens kamp.

- Det er et stort hold. Det er et Premier League-hold igennem de sidste 10 år, tror jeg, så det er et rigtig stærkt hold med en bred trup. De har nogle rigtig gode spillere oppe foran, så det bliver en svær kamp, siger Bashkim Kadrii.

Henrik Clausen ser også englænderne som favoritter, men håber, at OB kan bruge outsiderrollen positivt.

- Det giver måske en anden mental tankegang op til sådan en kamp, som kan være lettere at arbejde ud fra, end hvis tilfældet var omvendt, siger Henrik Clausen.

Oversigt

    Oversigt