Kristian er ordblind: - Man er naiv, hvis man tror, man kan skjule det

Kristian Bjerre har opgivet at lære at læse og stave, men det forhindrer ham ikke i at studere psykologi på universitetet. Han mener, at folk skal lade være med at skjule deres ordblindhed.

Kristian Bjerre kan stave til sit eget navn, men udover det, så kniber det med at få bogstaverne til at makke ret.

Men selvom man ikke kan læse, hvad læreren skriver på tavlen, så behøver man ikke opgive drømmen om at tage en akademisk uddannelse. 

quote Kristian, du bliver aldrig så god til at læse og skrive som alle andre, men du har stadig brug for at kunne det samme.

Kristian Bjerre, psykologistuderende og ordblind

Og det er Kristian Bjerre et godt eksempel på. Han er i gang med fjerde semester på psykologistudiet på SDU i Odense. 

- Jeg havde nogle hele klare mål for, hvor jeg ville hen i mit liv. Og hvad der skulle til for, at jeg kunne nå det mål, fortæller Kristian Bjerre, da han gæster TV 2/Fyn i anledningen af Den Internationale Ordblindeuge.

- Jeg blev nødt til at sige til mig selv: Kristian, du bliver aldrig så god til at læse og skrive som alle andre, men du har stadig brug for at kunne det samme. Så i stedet for blev jeg supergod til at bruge de hjælpemidler, som jeg har til rådighed. Så jeg får alting læst op - og jeg dikterer alt. 

Læs mere her om hjælpemidler

Mange slag i hovedet

Ifølge Ordblindeforeningen betegner op mod syv procent af Danmarks befolkning sig som ordblinde. Og i stedet for at forsøge at skjule at man har svært ved at læse eller stave, så mener Kristian Bjerre at man skal være 100 procent ærlig. 

- Hvis du er ærlig omkring din ordblindhed, så bliver ærligheden reflekteret tilbage til dig af ikke-ordblinde, og så kan de hjælpe dig. 

- Hvis du går bare 30 år tilbage, så var det et seriøst problem, hvis du var ordblind, fordi du ikke havde de samme muligheder for at løse problemer, som du har i dag. Og det er der sgu mange, der har fået mange slag i hovedet for. 

quote <em>Men der skal vel kæmpes lidt mere for at tage en akademisk uddannelse som ordblind?</em><br />- Ja, for satan.

Kristian Bjerre, psykologistuderende og ordblind

- At være ordblind er en udfordring, men man må aldrig sige, at man er født uheldig, man er bare født med en anden præmis til verdenen. 

Men der skal vel kæmpes lidt mere for at tage en akademisk uddannelse som ordblind?

- Ja, for satan, griner Kristian Bjerre.

- Selvfølgelig skal der kæmpes meget mere, men jeg tror nu, at alle står med en eller anden udfordring i livet. Men man kan starte med at være opmærksom på, hvor ordblind man er. Ordblinde er ordblinde på forskellige niveauer. 

- Nu er jeg selv virkelig stærkt ordblind, så jeg har simpelthen droppet at lære at læse og stave. Og det virker for mig. 

Dumpede med et brag - kunne ikke læse teksten

Kristian Bjerre bruger i dag alle de hjælpemidler, han kan få. Men til den første multiple-choice eksamen i kognitiv psykologi havde han ikke gjort universitetet opmærksom på, hvor ordblind han egentlig er. Så SDU gav ham bare mere tid til opgaven, som de normalt plejer at gøre til ordblinde. 

Sådan ser bogstaverne ud for en ordblind: Læs denne artikel, som var du ordblind: Malenes historie

- Så jeg tænkte, at sådan var det bare. Så jeg gik op til eksamen - og dumpede med et brag, fordi jeg ikke kunne læse teksten.

quote Hvis man tror, at man kan skjule, at man er ordblind, så er det lidt naivt. Og man skader kun sig selv.

Kristian Bjerre, psykologistuderende og ordblind

Efter den episode fik Kristian lov til at bruge hjælpemidler til en ny eksamen - og bestod.

- Hvis man tror, at man kan skjule, at man er ordblind, så er det lidt naivt. Og man skader kun sig selv. Det vigtige er at være åben omkring det. Men det er bare et sårbart emne. Det rører meget ved én, og det kræver noget mod at sige: Jeg er ordblind. 

- Men jeg oplever, at folk reagerer med respekt, og så hjælper de én. 

I dag underviser Kristian Bjerre lærere på blandt andet efterskoler - og så holder han foredrag om livet som ordblind, hvor han deler ud af egne erfaringer. 

- Folk er meget imponerede. De er enormt glade, fordi der er især mange forældre eller lærere, som står med et barn, som de ved er intelligent, men har vanskeligt ved at klare sig i skolen. Og når de så ser én, der står i samme situation, som har fået det til at lykkedes, så bliver de glade. 

Se hele interviewet med Kristian Bjerre herunder.

Her i uge 40 er det international ordblindeuge. Ordblindhed kan være et stort handicap, men der er hjælp at få. HF og VUC i Odense er den største udbyder af ordblindeundervisning på Fyn. Man kan godt være stærkt ordblind og så alligevel tage en høj akademisk uddannelse. Det beviser Kristian Bjerre, som læser psykologi på Syddansk Universitet.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt