Kristian købte "naturskøn grund": Nu får han udsigt til larmende vej

Kristian Skriver troede, at han og familien havde købt en grund med udsigt til masser af natur. Men de fik en støjende ringvej med i købet.

Tidligere i dag (mandag red.) faldt der dom i en sag mellem en gruppe grundejere og Odense Kommune.

Grundejerne har købt en række grunde i den nordvestlige del af Odense uden at få at vide, at de snart skulle blive naboer til en støjende ringvej.

quote Det er jo meget urimeligt, at man med den ene hånd kan sælge nogle ret dyre grunde - og med den anden planlægge en stor ringvej, og så lade som ingenting

Kristian Skriver, grundejer

Byretten i Odense har nu afgjort, at kommunen er erstatnings-ansvarlig i sagen.

- Vi har haft den her sag hængende over hovedet i fem år. Så det er en enorm lettelse, at der er faldet dom. Vi føler, at retfærdigheden er sket fyldest, fortæller Kristian Skriver, der havde købt en af grundene på Bækkelunds Have i Korup. 

Med en folder, der lokkede med smuk natur og "en ny udstykning for de kræsne", solgte Odense Kommune en stribe byggegrunde i området. Men kommunen undlod at fortælle om planerne for Ring 3 Vest. 

Hvis viden om ringvejen havde været fremme, ville flere af grundene have været usælgelige, fremgår det af skønserklæringer. 

Læs mere om Ring 3 Vest her. 

Derfor slog flere købere sig sammen og fik anlagt et gruppesøgsmål mod Odense Kommune.

- Det har været en kamp om at få ret. Vi vil ikke finde os i at blive behandlet på den her måde. 

Kristian Skriver har også gennem tiden stillet sig selv spørgsmålet - om han kunne have gjort mere selv. 

- Men der viser dommen jo tydeligt, at vi er blevet ført bag lyset. 

Det er jo urimeligt
- Det er jo meget urimeligt, at man med den ene hånd kan sælge nogle ret dyre grunde - og med den anden planlægge en stor ringvej, og så lade som ingenting. 

Sagsøgerne, der har optrådt under navnet Foreningen Ring 3 Sagen, har anslået, at opgøret drejer sig om mellem 10 og 20 millioner kroner.

- Er det her ikke lidt et plaster på såret? For uanset hvor høj en erstatning I får, så har I jo stadig købt en grund, som nu kommer til at have udsigt til en stor ringvej?

- Erstatning eller ingen erstatning. Vi ville egentlig helst bare have det, som vi har købt og betalt for - nemlig nogle naturskønne omgivelser, hvor vi kunne lægge vores hus. Så erstatningen er måske ikke så meget værd, siger Kristian Skriver. 

Kommune ved ikke, om man anker sagen
TV 2/FYN har talt med Odense Kommune, hvor administrerende direktør i By- og Kulturforvaltning, Anne Velling, siger: 

- Vi har noteret os, at der er faldet dom i sagen, men vi har ikke kommentarer på nuværende tidspunkt. Vi sætter os ned og læser dommen igennem med en advokat.

- Vi ved endnu ikke, om vi anker sagen. Det venter vi med, til vi har skabt os et overblik, siger Anne Velling til TV 2/FYN, der heller ikke vil kommentere på det mulige erstatningsbeløb på mellem 10 og 20 millioner kroner. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt