Kristina mistede 14 års arbejde: Jeg fik kvalme

Kristina Bjørnskov er speciallærer på Bogense Skole. Hun er en af de 400 lærere på Nordfyn, der har mistet alt sit arbejde i et it-nedbrud af de helt store.

Katastrofen skete, fordi en ekstern harddisk brød sammen i Nordfyns Kommune. Det betød, at 3400 elever og 400 lærere pludselig stod uden noter, planer og dokumenter.

- Jeg må indrømme, at jeg gik faktisk i chok. Jeg følte det som om, at gulvtæppet blev revet væk under mig. Jeg fik kvalme og blev dårlig - og tænkte: Det er 14 års arbejde, der er væk, fortæller speciallærer Kristina Bjørnskov på Bogense Skole.

Alle dokumenter og filer ligger nu hulter til bulter. Og den server, der skulle aflæse dokumenterne på harddisken, kan ikke få forbindelse til harddisken mere. Så dokumenterne er der, man kan bare ikke finde ud af, hvem de tilhører. 

- Jeg gemmer jo mine ting i mapper under det drev, for det er jo det, vi har fået anvist som værende det sikreste sted, at vi skulle gemme vores materialer. Så alt hvad vi har haft på USB-stick og på skrivebordet på computeren - der har vi jo fået at vide: Jamen saml det nu og gem det der.

Tillidsrepræsentant Anette Jespersen fortæller, at kollegerne har reageret forskelligt på meldingen om nedbruddet.

- Der er nogle, der er blevet rigtig kede af det. Der er også nogen, der ikke helt har forstået, hvad vil det egentlig sige. Hvad er det egentlig jeg har liggende - og det finder man jo ud af hen ad vejen, når man skal bruge det. At det bare er væk.

Oversigt

    Oversigt