I det fynske folks tjeneste

Kritik af mad på plejehjem: Min mor er blevet rigtig trist

00:22

Else Bjerring er rigtig trist over, hvor trist hendes mor er blevet over madforholdene på Villestofte. Foto: Ken Petersen

Beboerne på Villestofte Plejecenter er triste over, hvor ringe madforholdene er. En beboer har tabt sig 15 kilo siden juli.

Else Bjerrings mor bor på Villestofte Plejecenter, og den seneste tid er humøret dalet rigtig meget. 

- For at være tryg, glad og positiv, så er hun rigtig trist, og det bliver jeg ked af at kigge på, fordi jeg ved, at jeg ikke har min mor ret lang tid, fortæller Else Bjerring, hvis mor bor på Villestofte Plejecenter. 

På Villestoftes Plejecenter får de mad fra Byens Køkken, som er Odense Kommunes leverandør af mad. Der er bare sket det de seneste syv dage, at der kun er blevet bestilt mad tre gange fra køkkenet. Pårørende til beboere fortæller, at beboerne derfor er blevet spist af med rester, og at de har overhørt personalet sige: "Der er ikke bestilt mad, vi laver lige noget grød." Og generelt er madforholdene ikke noget, som beboerne hylder: 

En pårørende fortæller, at beboerne for eksempel to dage har fået grød og to dage har fået kold kartoffelsalat i den periode, hvor der ikke har været bestilt mad. TV 2/Fyn har prøvet at få bekræftet oplysningerne, men plejepersonalet fortæller, at det ikke forholder sig således. 

00:09 Luk video

- Vi kan jo ikke sige, om det er manglende penge eller ledelsessvig, det, vi bare ved, er, at de ikke får den mad, de betaler for, fortæller Klaus Pedersen, som er pårørende til en beboer på Villestofte Plejecenter. 

Lederen af plejecenteret fortæller til TV 2 /Fyn, at beboerne fået flere retter, som de specifikt selv har efterspurgt, og de manglende måltider fra Byens Køkken var en menneskelig fejl. Den ansatte, der normalt bestiller maden, var taget på ferie og havde glemt at bestille det. Men de to pårørende, vi har talt med, siger, at det ikke er et enkelstående tilfælde. 

00:15 Luk video

- Ja, den forgangne uge her har ikke været ret god i hvert fald, men der har jo været flere tilfælde igennem længere tid, hvor der har været problemer. Det er så galt, at min mor er gået fra 71 kilo til 56 kilo, fortæller Klaus Pedersen. 

Madbudget på 3300 kroner om måneden

I Ældre- og Handicapforvaltningen er de gået i gang med en undersøgelse af sagen, men betragter det også i første omgang som en menneskelig fejl: 

- Jeg kan forstå, at der er en person fra Villestofte Plejecenter, der er taget på ferie og har glemt at bestille mad til to dage. Jeg kan også forstå, at plejepersonalet har spurgt de ældre, hvad de ønskede at spise. De ønskede risengrød og tarteletter, og det har de så fået. Og det var de så glad for, så nogle af dem har bedt om at få det opvarmet dagen efter, og det har personalet så gjort, fordi det var det, de ældre gerne ville have, siger Brian Skov (Ø), Ældre- og Handicaprådmand i Odense Kommune og tilføjer: 

- Jeg skal skynde mig at sige, at det er ikke godt nok, at der ikke blev bestilt mad til hele ugen, det har man rettet op på derude, og nu sørger vi for, at det ikke gentager sig. 

00:31 Luk video

Beboerne betaler månedligt cirka 3300 kroner til et madbudget. Et aftensmåltid fra Byens Køkken koster 51 kroner, og de pårørende undrer sig derfor over, hvor pengene ryger hen, når beboerne flere dage har spist risengrød eller suppe. 

- Det kan de også godt (spise rester red.), men igen er jeg nødt til at sige, at de rester de så spiser, dem har de jo betalt, så nu betaler de dem to gange, og det er ikke okay. Så må man gå ind og se budgettet, hvor stort er det efterhånden? Hvad ligger der på kistebunden, når man betaler for maden mere end en gang, spørger Else Bjerring. 

00:24 Luk video

Men rådmanden lover dog, at pengene bliver gemt til de ældre. 

- De har sådan en madkasse, der ligger pengene i. Eftersom der ikke er leveret mad for Byens Køkken, er der heller ikke betalt for mad til Byens køkken, så der er simpelthen (penge fra red.) to gange aftensmåltid, som de ældre kan bruge til at gøre tilværelsen lidt sødere her i juletiden, siger Brian Skov. 

Ved du noget? Så send os et tip