Kritik af Nordfyn i sag om miljøforvaltning

Nordfyns Kommunes ekstra stramme regler på miljøområdet er ikke blevet forvaltet korrekt, siger Statsforvaltningen i en ny afgørelse. Og det kan medføre erstatningkrav i millionklassen fra landmænd.

For to år siden klagede Christian Sommerlund til Statsforvaltningen Syddanmark, og han har nu fået medhold.

Statsforvaltningen giver Christian Sommerlund medhold i at Nordfyns Kommunes regler er for stramme og skærer alle landmænd over én kam, lyder det fra Statsforvaltningen.

- Det er statsforvaltningens umiddelbare opfattelse, at kommunen ikke kan sikre overholdelsen af de retningslinier, som kommunen selv har udarbejdet for beskyttelsen af natur ved behandling af landbrugssager og samtidig foretage en konkret vurdering i de enkelte sager, skriver Statsforvaltningen Syddanmark til Nordfyns Kommune.

Skrappere regler end husdyrlov lægger op til

Sagen begyndte i foråret 2007, da et snævert flertal i kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune vedtog retningslinjer, der bruges, når landmænd vil udvide  eller ændre deres bedrift i følsomme naturområder.
 
Reglerne er skrappere end den såkaldte husdyrlov lægger op til, for eksempel når det gælder udvaskning af kvælstof.
 
De nye regler fik kommunalbestyrelsesmedlem Christian Sommerlund fra Venstre til at klage til Statsforvaltningen. Han mener, at kommunen forsømmer at behandle sagerne individuelt.

Vil søge erstatning

Christian Sommerlund forventer, at landmænd, der de sidste to år har fået afslag på en udvidelse af bedriften, nu vil søge erstatning.

- Jeg er utrolig glad over, at denne sag nu er afsluttet, siger Christian Sommerlund.

I Venstre mener de samtidig, at det snævre flertal, der stemte for reglerne, kan drages til ansvar.

Sagen kort

Oversigt

    Oversigt